Rystet spejl

I formiddags begav jeg mig ind til Holmens kirkegård på Østerbro for at finde den mindeplade for min farmor, der skulle være lagt ned i en græsplæne. Men da jeg gik rundt derinde og ledte efter det rette sted, blev jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt  det betød noget for mig at se den, fordi det betød noget for mig at se den, eller om det i virkeligheden mest var fordi, jeg gerne ville have, at det skulle betyde noget for mig at se den. Dybest set mener jeg ikke, at man skal prøve holde fast i det, der ikke kan fastholdes, men omvendt skal man aldrig undervurdere betydningen af et godt symbol. Spørgsmålet forblev dog ubesvaret, for jeg kunne slet ikke finde stenen. Min teori er, at den befandt sig et sted under fødderne på den gruppe turister eller kirkegårdsinteresserede, der stod i en flok og hørte en ivrig guide fortælle om kirkegårdens historie, og jeg fandt det trods alt en kende for anmasende at trænge ind blandt dem, ikke mindst mit alvorstunge ærinde taget i betragtning. Så jeg gik derfra med uforrettet sag, og syntes faktisk hele situationen var en smule ærgerlig indtil jeg gik ned af den smukke allé og følgende ord pludselig dukkede op i mit hovede: “men hvad skal det til for/ nu hvor syrenerne blomstrer/ og jeg underligt nok er ældre/ end min morfar nåede at blive/ så iført hans koksgrå jakkesæt/ går jeg en tur i den moderne verden/ hvis uforståelighed er banal/ sammenlignet med at krydse grænsen/ fra det selvfølgelige ved at være til/ til det mærkelige i ikke at være død”.

Ordene stammer fra Ulrik Thomsens seneste digtsamling “Rystet spejl”. Selvfølgelig gør de det. Det er en bog, man aldrig burde sætte ind i en reol, for den er så smuk. Dens sorte forside prydes af et spejl, hvor man – omend i sløret udgave – kan se sig selv i øjnene. “Rystet spejl” er Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år, og den lever op til alle forventninger og meget mere til. Hvert eneste digt er såre enkelt, men alligevel fuldstændig uudtømmeligt. Digtene handler om død og erindring, men de handler endnu mere om liv og det, der er ladt tilbage. Det er digte, man flytter ind i, indretter sig i, føler sig hjemme i og tager til sig fra første side. De puster liv i det døde, og viser det døde skær i alt det levende – og på en forunderlig måde står hvert enkelt digt klippefast i det ellers så vibrerende spændingsfelt mellem nærvær og fravær. Det var med Thomsen i hovedet, at jeg satte mig ind i min bil ved det nordisk inspirerede kapel, som jeg slet ikke vidste fandtes, og kørte hjem.