Sortedam

”Sidste jul, bare en måned inden du døde, stak du mig trehundrede kroner, da jeg skulle gå. Du pressede dem ned i hånden på mig, så sedlerne blev krøllede. Jeg vidste, at du ikke havde ret mange penge til resten af måneden. Så rakte du ud efter mig, knugede mig hårdt ind til dig og ville ikke give slip med det samme. Jeg kunne lugte din ånde, mærke hvordan du spændte i hænder og arme. „Farvel, skat,“ hviskede du ind i mit øre. Jeg mumlede et eller andet, vristede mig løs og gik. Inden jeg tog huen på, gned jeg mit øre, der var blevet vådt af din berøring.”

Romanen Sortedam” er en fortælling om alkoholisme og familierelationer, afsked og begyndelse. Hovedpersonen Sigrid står i spænd mellem liv og død: Det ufødte barn i hendes mave og morens nylige død – efter mange års eskalerende alkoholmisbrug. Selvom hun er højgravid, tager hun hjem i morens lejlighed for at rydde op og rydde ud. Det er direkte rørende at følge Sigrids kamp med at slæbe tunge plastiksække ned af trappen uden helt at kunne komme til for den store mave. Man kommer til at holde utrolig meget af denne hovedperson, der er så stærk i sin svaghed og samtidig vaklende i sin styrke. Hun lyver for sin kæreste om, hvor hun er. Siger hun er hos en fiktiv veninde, hvor hun i virkeligheden er gået under jorden i de fysiske manifestationer af morens liv. At man ikke får udpenslet nogen forklaring på denne løgn er én af romanens små mirakler. Opholdet i lejligheden bringer Sigrid tilbage i tiden. Hun husker morens udskejelser, den ydmygende familiefest og en katastrofal familieferie til Rom. Mens hun arbejder med at smide ud og få hold om lejligheden, finder kæresten ud af, at hun slet ikke er taget ud til en veninde. Han banker på døren, men hun lukker ham ikke ind. Bergfjord har en skarp pen, der stille og roligt afdækker både det grusomme, men også det fine. Det er en stærk, men også underholdende læseoplevelse. Denne læser både grinede og græd, men når alt kommer til alt er der jo heller ikke langt imellem de to yderligheder. ”Sortedam” er en særdeles velskrevet roman, der trods det dystre tema har en humoristisk og livskraftig tone: man får en fornemmelse af, at livet går videre – trods alt.

Sissel Bergfjord, der er fra 1972, debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”. Hendes anden roman ”Sortedam” udkom i februar. Hun har læst kunsthistorie og er uddannet fra Forfatterskolen og Forfatterskolen for Børnelitteratur, og har modtaget flere legater fra bl.a. Statens kunstfond og Kunststyrelsens litteraturudvalg.