Franz Kafka har sagt, at det ikke handler om at finde på, men om at finde. Om at få øje på det, der er omkring dig. Hvis man satte et efterårstræ med farvestrålende gule blade ind i et udstillingslokale, ville det så ikke tage sig ud som et mageløst kunstværk?
På samme måde lader Øystein Lønn på forunderligste vis det væsentlige komme til syne gennem det hverdagsagtige. Han kan fortælle om dødsangst ved at lade en ung mand tage en svømmetur i en solblank sø, og han kan med en bevægelse med hånden udfylde et stort sug af ensomhed.
Lønn skriver med stor ømhed for sine karakterer, men i et nøgternt sprog uden forklaringer og indre observationer. Hans synes at sige, at det kan være nok at se, hvis du ellers tør ”se nøje”. Måske prøve at se nøje på det, du er mest bange for.
Mange af novellernes personer ved ikke rigtigt, hvad der er galt, og om der overhovedet er noget galt, de fornemmer bare, at det er noget, som ikke er godt.
Hvor kvinderne står stærk og ømt tegnet i teksterne, er mændene på forskellig vis ramt af kriser – de er blevet forladt af konen, har mistet jobbet eller er gået konkurs.
Men det er ikke den pludselige krise, der bliver beskrevet, snarere den resignerede, kroniske krise, som af og til stikker sit grimme ansigt frem.
Mange af novellernes personer ved ikke rigtigt, hvad der er galt, og om der overhovedet er noget galt, de fornemmer bare, at det er noget, som ikke er godt.
Hvor kvinderne står stærk og ømt tegnet i teksterne, er mændene på forskellig vis ramt af kriser – de er blevet forladt af konen, har mistet jobbet eller er gået konkurs.
Men det er ikke den pludselige krise, der bliver beskrevet, snarere den resignerede, kroniske krise, som af og til stikker sit grimme ansigt frem.
Novellernes store intensitet er mest af alt til stede i fortællerens blik for skønheden i den tilsyneladende kriserammede verden, han skildrer. De svale sommerdage, de svedige nætter, lyse vinterdage med sne, lys over hav og fjeld. Lønn er en mester til at skrive sig rundt om og ind i et stort ‘næsten’.
Man kan ikke altid se meningen med historien, man kan ikke altid få øje på den ellers så populære pointe, for måske handler novellerne bare om at stoppe op, se sig omkring og spørge mennesket ved siden af sig: ”Hva skal vi lave i dag?”.
Norske Øystein Lønn (født 12. april 1936 i Kristiansand) var længe en velbevaret litterær hemmelighed. Han blev regnet som ‘forfatternes forfatter’ og blev først kendt for det læsende publikum i midten af 1990-tallet. I 1993 fik han Brageprisen for novellesamlingen ‘Thranes metode’, og i 1996 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for ‘Hvad skal vi lave i dag’.
Man kan ikke altid se meningen med historien, man kan ikke altid få øje på den ellers så populære pointe, for måske handler novellerne bare om at stoppe op, se sig omkring og spørge mennesket ved siden af sig: ”Hva skal vi lave i dag?”.
Norske Øystein Lønn (født 12. april 1936 i Kristiansand) var længe en velbevaret litterær hemmelighed. Han blev regnet som ‘forfatternes forfatter’ og blev først kendt for det læsende publikum i midten af 1990-tallet. I 1993 fik han Brageprisen for novellesamlingen ‘Thranes metode’, og i 1996 fik han Nordisk Råds Litteraturpris for ‘Hvad skal vi lave i dag’.
