Kategoriarkiv: Uncategorized

by

En udgivelseshistorie

IMAG0407-1[1]Efter et alt for langt vinterhi er det nu på tide at sætte lidt fut i bogbloggen igen. De sidste halvandet år har jeg på disse sider skrevet om bøger, bøger, bøger – og det vil jeg fortsætte med. Men for en stund vil jeg tillade mig at rette blikket mod en helt særlig bog, nemlig den, jeg selv har skrevet.

Lige meget, hvor ihærdigt jeg gransker hukommelsen, kan jeg ikke komme i tanke om, hvornår jeg begyndte at skrive på min roman. Men jeg ved én ting: Da jeg i år 2000 var på roadtrip i Californien med mine forældre og lillebror, blev jeg for første – men ikke sidste – gang helt og aldeles opslugt af Leo Tolstoys mesterværk Anna Karenina. I denne bogs skygge opfattede jeg kun sporadiske glimt af Santa Cruz hvide beachvolleybaner, Santa Barbaras futtende eltoge, Beverly Hills butikker, L.A´s dyne af smog og San Franciscos kølige havgus. Jeg læste. Og jeg tænkte. Og jeg læste igen. Jeg blev fuldstændig fortryllet af, at en bog med så mange år på bagen kan være så let og dugfrisk. Så aktuel. Så tindrende moderne. Og jeg tænkte, at det var et tema, som jeg også ville forsøge at skrive om (ingen sammenligning i øvrigt mellem The Master Himself og mig selv). Så det gjorde jeg. De vilde kaskader af tekst, der dengang flød ud af mig, som skidt fra en…ja, uøvet forfatterspire, er der meget lidt tilbage af i dag. For ikke at sige intet. Men i dag ligger der til gengæld en fortælling på bordet foran mig. Fortællingen om den unge kvinde Anna, der tager livtag med tilværelsen og slås så meget med det svære og umulige valg mellem tryghed og passion, kærlighed og lidenskab, at det ender med at være valget, der tager hende – og ikke omvendt.

For omtrend tre år siden sendte jeg første gang romanen til Gyldendals Forlag. Det blev starten på en lang og lærerig process, der tvang mig til at se min tekst i øjnene. Gjorde det klart, hvor uendelig langt der (kan være) fra det, man selv synes er en god og færdig tekst, til det, der rent faktisk er en god og færdig tekst. Arbejdet med min roman foldede sig ud som en stjernehimmel af små lysende indsigter, men det var også en ørkenvandring af skuffelser, der langsomt antog mere og mere groteske dimensioner.

3773765-egmont_t__t-brian_bergmannjpgFor to uger siden antog Lindhard og Ringhof så min roman. Jeg er blevet taget imod med åbne arme og venlige smil hele vejen ned af den lange gang, der munder ud i det store ur – som jeg altid stod og stirrede tryllebundet på, da jeg var lille. Og en helt ny verden har åbnet sig for mig. Eller også er det mig, der har åbnet mig mod en helt ny verden. Nu har jeg en kontrakt liggende på mit sengebord, som jeg kan række ud efter om natten, når jeg vågner og tror, at det hele bare var en god drøm. Det vidner serierne af blå mærker på mine overarme også om.

Nuvel, i januar 2014 udkommer så den roman, som jeg stadig ikke har fundet den helt rigtige titel til. Jeg ved, at den er derude et sted, jeg skal bare lige finde den. Der er fordampet cirka 20 kilo tungsind fra mit indre og jeg kan ikke gå uden at hoppe, tale uden at synge og jeg er bare så glad.

Så derfor kom dette indlæg slet ikke til at handle om noget som helst andet.

by

Døden fra Lübeck

Henrik_Nordbrandt_500191a”Det er mærkeligt, at man undertiden husker små ligegyldige detaljer, som f.eks. et par snørebånd der er gået op, mønsteret på et tæppe, den frastødende lugt af kombinationen af rugbrød, margarine og pålægschokolade og et strittende hår på hagen af en, der kalder sig Margrethe, mens det, der virkelig optog ens bevidsthed, det, der hele tiden var ved at gå i selvantændelse, er sunket så dybt ned, at det aldrig vil kunne graves op igen. Men stadig brænder!”

Kender I det, at man bladrer lidt i en bog, der har stået på reolen i mange år, og så ender med at dissekere den begejstret fra ende til anden for næsten ikke at kunne slippe den igen? Kender I det, at man genkalder sig episoder fra en bog, som var de fra ens eget liv? Kender I det, at man tit og ofte liiiige slår op i den for at genlæse en bestemt passage? Sådan slog Henrik Nordbrandts stærke erindringsbog ”Døden fra Lübeck” resolut sin store klo i mig. Jeg overgav mig helt og holdent til dens mange muntre og overbærende beretninger fra det, der på mange måder var en grusom barndom. Den lille Henrik kom til verden ved en vanskelig fødsel. Det var den nat engelske fly bombede Shellhuset, og han konstaterer i bogens begyndelse; ”Hvis det er rigtigt, blev jeg altså født uønsket, ved kejsersnit og med granatchok”.  Herefter fortælles der i et nærværende og underholdende sprog om en barndom i halvtredserne, om dengang han slog tænderne ud på en skolekammerat med en spade, om opslugende interesser, psykiske vanskeligheder, spiseforstyrrelser og indlæggelse på psykiatrisk afdeling på et tidspunkt, hvor den sekstenårige Henrik vejer 39 kg og – med en medpatients ord –ligner Døden fra Lübeck”.

Bogen er et lille stykke underholdende, rørende og barsk Danmarkshistorie, men samtidig en personlig beretning om en af landets absolut, absolut og absolut største, fineste og bedste digtere.

by

De små ting

de små ting”Sæt min mor hjalp min far i tøjet nede i stuen i stedet for soveværelset, og at det skræmte mig for eksempel at se min fars tynde, blege ben nøgne i det lokale, hvor han trøstede enker. Gardinerne var trukket for begge vinduer, og min mor havde ikke tændt nogen lampe, så de kæmpede deres kamp i det tynde lys, der kom ind i stuen fra randen om gardinerne. Jeg blev stående i døren ind fra køkkenet og så på dem. Det var en voldsom ydmygelse, min far var udsat for, og jeg stod afmægtig med mit behov for at genindsætte ham i sin værdighed. At min mor og jeg skulle brydes med at få ham i tøjet der i mørket, virkede fordækt og forfærdeligt. Og alligevel virkede tanken om at gå hen og trække gardinerne fra og lade det rå, svage lys vælte ned over dem værre, som om det mindste, vi trods alt kunne lade min far beholde, var muligheden for at falde fra hinanden i mørket.”

Meget apropos vejret udenfor vinduet slår selv forsiden af Paul Hardings roman ”De små ting” benene væk under én med sin snedækkede skønhed. Og den bliver ikke mindre slående, når man åbner bogen, hvor sproget (i store solide vinterstøvler) skrider sin selvsikre sejrsgang hen over hver eneste side. Man storfrydes over sætningerne, der slynger sig ind og ud mellem hinanden, væver skønhed og afmagt så virkningsfuldt frem, at man nærmest hypnotisk suges ind i dens univers. Man drages så meget ind i bogen, at man selv bliver til et af børnene, der sidder forskræmt henne i hjørnet af stuen, når deres far, Howard, får et af sine epileptiske anfald, bider sig i tungen og slår hovedet så hårdt ned i gulvet, at glassene rasler i skabet.

I historiens ramme kommer vi ind under huden på den gamle mand, George, der ligger på sit dødsleje og ser væggene svaje, vinduerne falde ud af rammerne og loftet styrte ned i store flager. Snart falder også skyerne ned over ham, fulgt af stjernerne, indtil den sorte nat svøber ham i sit klæde. George har brugt sit liv på at reparere ure, men nu er han endelig befriet for tidens tvang og kan i erindringen slutte sig til sin far, en epileptisk, omrejsende handelsmand, som han mistede forbindelsen med for halvfjerds år siden. Gennem drømmeagtige glimt gestaltes ikke bare én, men to og senere tre mænds generationers livshistorie i et sprog så poetisk og smukt, at man, som der så rigtigt står på bogens bagside: ”kun slipper en sætning, fordi man ved, at den næste lige så smukke venter.”

Paul Harding, der er født i 1967, er musiker og forfatter. Han bor i Boston. I 2010 fik han Pultzerprisen for ‘De små ting’ – som den første debutant i ti år.

by

”Nu og her” brevveksling mellem Paul Auster og J.M. Coetzee

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at læse denne brevveksling mellem to af den litterære himmels største giganter, og jeg blev ikke skuffet.

Paul Auster og J.M. Coetzee mødte hinanden ved et litterært arrangement i Australien og har hen over tre år ført en brevveksling på tværs af kontinenter, som de nu er så generøse at lade verden få lov at læse med i. Det er blevet til en ydmyg og særdeles interessant samling breve, der på respektfuld vis lader os få et indblik i forfatternes synspunkter og tanker om alt, lige fra anmeldelser til cykling og Israel-Palæstina konflikten. Naturligvis kommer de heller ikke udenom at udveksle synspunkter på nødvendigheden af at skrive, venskabets natur og hvad det er god litteratur kan og vil. Selv e-bøger bliver diskuteret. Der er tale om to analytiske og indsigtsfulde mastodonter, hvis reflekterende og anekdotiske tilgange til verden rundt om dem – og i dem – supplerer hinanden på fineste vis. Som stor fan af begge forfattere kunne jeg ikke sige mig fri for at håbe på et indblik i, hvem de to mennesker er bag deres skrift. Man får da også små fine glimt ind i Austers og Coetzees personlige liv, uden at det dog nogen sinde bliver privatiserende eller udleverende. Alt i alt er brevvekslingen en stor læseoplevelse, som både fans af de to forfattere og alle andre læseglade vil stryge igennem med henrykkelse. Hvem havde troet at Coetzee, en af verdens mest prisvindende forfattere ikke lader sig gå på af anmeldelser fordi han ved, han har en fast indtægt og et godt job at falde tilbage på?

Den amerikanske forfatter Paul Auster blev født i New Jersey i 1947. Auster prosadebuterede med erindringsbogen ”Opfindelsen af ensomhed” i 1980 og har skrevet den berømte ”New York Triologien” Hans forfatterskab er nu oversat til over 30 sprog.

John Michael Coetzee er født i 1940 i Sydafrika, Han er af afrikaanerfamilie, men opdraget i engelsksprogede skoler, uddannet som matematiker og lingvist i USA, fra 1971 litteraturforsker ved universitetet i Cape Town. Med denne bog vandt Coetzee i 1999 for anden gang Booker Prisen. Første gang var i 1983 med bogen Historien om Michael K. I 2003 modtog han Nobelprisen i Litteratur.

 

by

Og det er mig en glæde at præsentere: vinderen af årets debutantpris….!

Anne-Cathrine Riebnitzsky: “Den stjålne vej”

Som jurymedlem i Bogforums store debutantpris er det mig en ære her på bloggen at præsentere årets vinder: Anne-Cathrine Riebnitzsky: “Den stjålne vej”. Romanen er ikke blot vigtig og værdig læsning, den er også stærkt underholdende. Man efterlades med meget mere, end man havde før man gik i gang med at læse. Man bliver slet og ret et klogere og mere indsigtsfuldt menneske. Vi møder en række afghanske skæbner, der krydser hinanden med gadedrengen Javeed som bindeled.  Vi befinder os i tiden omkring krigen i efteråret 2008. En gruppe talebanere tager ingeniøren Khan og hans bedste ven og chauffør til fange. De vil slå Khan ihjel for at standse hans arbejde med etableringen af en asfaltvej mellem byerne Kandahar og Gereshk. Men Khan vil leve. Han allierer sig med Allah selv og udfordrer talebanerne med teologiske argumenter og sin store viden om Islam. Det lykkes ham langsomt at rokke ved talebanernes opfattelse af Islam og dermed deres syn på ham og hans skæbne. En anden af romanens nøglepersoner står for ét af de mest fascinerende kvindeskildringer jeg har læst i lange tider. Riebnitzskys portræt af den stærke Malika er simpelthen uafrysteligt. Hun er datter af en berømt mullah, og en moderne kvinde fanget i en traditionel verden. Hun leder i al hemmelighed læseundervisning for en række voksne afghanske kvinder i byen Gereshk, men hun varetager også kvindernes og børnenes interesser i andre sammenhænge. En dag finder hendes mands anden, og helt purunge hustru, drengen Javeed, der er blevet voldtaget af politiet. De to kvinder tager hånd om drengen og Malika tager kampen op mod byens korrupte betjente. “Den stjålne vej” er en stærk og tankevækkende beretning om at kæmpe med livet som indsats. Det er en fascinerende beretning om håb midt i håbløsheden, om at stå fast og tro på en sag, der er større end en selv.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet fra Forfatterskolen i 1998. hun  er uddannet sprogofficer i russisk i 2003 og har arbejdet på den danske ambassade i Moskva, skrevet artikler, boet og rejst i mere end 30 lande, tolket i ind- og udland og undervist i kommunikation og kulturforståelse. Udsendt til Helmand som kaptajn og senere som rådgiver for Udenrigsministeriet.

by

Pia Juul ”Af sted, til stede”

”Åh nej, nu gør du det jeg har frygtet og har ventet på så længe. Du ser mig ikke, du ser kun de andre, og det er jo sket før, men denne gang er der mere, der er den energi i din krop som jeg genkender, måden du læner dit tunge hoved på, ind over bordhjørnet, hun er i rigtig godt humør, morsomt nok fordi jeg er her, hun er aldrig i bedre humør end når jeg er her. Og det humør ser ud, du er vild med det, du har ikke set på mig siden hun kom ind, I må hellere se og komme og danse og jeg må hellere se at komme hjem, så I bedre kan komme til hinanden, men først må jeg lige fortælle dig den løgnhistorie der skal minde dig om mig, jeg hvisker den blodigt ind i dit øre, mens du ser hen mod hende, du nikker, så du har hørt det, men du ser mig ikke mere, og jeg rejser mig og går og ser heller ikke dig mere.”

Sådan lyder novellen ”Begyndelsen til enden” – én af de 55 noveller – eller episoder – i Pia Juuls overrumplende gode bog: ”Af sted, til stede”. En samling historier, der er rørende i alle de betydninger, der overhovedet kan vrides ud af det ord. Det er blændende godt fortalt. Med forbløffende få ord skriver Juul en kompleks og nærværende menneskeskildring frem. Hun formår at opbygge et helt univers med ganske få sætninger, tag bare novellen, der lyder: ”En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok”. Novellesamlingen handler, som titlen også peger på, om at tage af sted og samtidig være til stede. Tage væk og komme tilbage. Flytte sig og stå stille. Finde hjem til sig selv og samtidig fare vild. Vi møder eksempelvis en ung pige, der kæmper for at løsrive dig fra sin mors jerngreb ved at flytte til Aarhus for at læse. Men planerne forpurres af, at moderen partout vil følge hende til toget. Hver eneste af de korte tekster samler sig til en helhed og siger noget unikt. Juul er simpelthen sublim til at skrive følelser frem. Følelser, som ellers har hjemme i de hemmeligste og knapt nok erkendte gemakker. Hun skriver med et sjældent mod og en stor lyrisk præcision.

Pia Juul, der er født i 1962, har tidligere udgivet digtsamlingerne ”levende og lukket”, ”En død mands nys” og novellesamlingen ”Dengang med hunden”.

by

Ydmygelsen

”Det betyder ikke noget hvor du er på vej hen. Det skal du ikke bekymre dig om. Bare tag det øjeblik for øjeblik, øjeblik for øjeblik. Opgaven er at være i det øjeblik uden at bekymre sig om resten og uden nogen ide om hvor det bevæger sig hen. For hvis du kan få et øjeblik til at fungere, så kan du gøre hvad som helst.” Det lyder, det ved jeg godt, lidt forenklet, og det er derfor det er svært – det er så enkelt at det er det alle overser.”

Simon Axler, der er hovedperson i Philip Roths roman ”Ydmygelsen”, er en skuespiller, der har mistet evnen. Et menneske, der har mistet modet. Lysten til at leve. Tidligere var han sin generations førende skuespiller, men her oppe i tresserne, mister han pludselig med ét slag fundamentet for det hele. ”Det er et spørgsmål om falskhed” siger han ”en ren falskhed der er så altgennemtrængende at det eneste jeg kan gøre, er at stå på scenen og sige til publikum: ”Jeg er en løgner. Og jeg er ikke engang god til at lyve. Jeg er en svindler” Det er ikke blot hans publikum, der har forladt ham, det samme har hans kone. Og som om det ikke er nok, lider han af kroniske rygsmerter. Men en dag kommer Pegeen på besøg. Hun er datter af nogle teatervenner fra hans ungdom, fyrre år gammel og har levet som lesbisk hele sit voksenliv. De udvikler et forhold og midt i den dystre fortælling om tab og meningsløshed, opstår pludselig en modfortælling om uventet kærlighed og lyst. En fortælling, der får mig til at tænke på Bob Dylan, når han siger: ”When you think that you’ve lost everything, you’ll find out you can always loose a little more.” På trods af risikoen for at lide yderligere tab, kaster Axler sig ud i øjeblikket. Som Pegeen siger til ham: ”Men hvad angår risikoen – den risiko har vi allerede løbet. Vi har allerede gjort det. Det er for sent at søge beskyttelse ved at trække sig. ”Vi løb risikoen” sagde han som et ekko af hende. ”Vi løb risikoen” svarede hun.” Som i resten af Roths imponerende gode forfatterskab, fortæller han med nødvendighed og alvor, lys og liv. Bare på få af hans stramt komponerede sætninger kan man med det samme se, at det er en Roth-bog, man har fat i – og man kan ikke lade være med at læse videre. Læse og læse til bogen er slut. Læse efter de lysende øjeblikke, som Roth så gavmildt forkæler sine læsere med.

Philip Roth, f. 1933, er amerikansk forfatter og har en MA i engelsk litteratur.Roth har modtaget adskillige priser, bl.a. National Book Award og National Book Critics Award (begge to gange), PEN/Faulkner Award (tre gange), PEN/Nabokov Award i 2006 og PEN/Saul Bellow Award for Achievement in American Fiction i 2007. Han er den eneste nulevende amerikanske forfatter som får sine værker udgivet i en omfattende og definitiv udgave af Library of America

by

Ved Sandåen

”Siden jeg flyttede hertil har ingen besøgt mig, men jeg kender næsten heller ingen mere. Det er med mig som med de fleste, der helliger sig hvad der kaldes kunst, de mister deres venner et eller andet sted på vejen, forsvinder ind i sig selv og mener stivnakket og stædigt, at kunsten egner sig til at opveje manglen på menneskeligt samkvem. For skabelsen af hvert kunstværk betales der en høj pris. I den valuta, som er mest værdifuld af alle, menneskelig nærhed.”

Sikke en forunderlig bog, tænkte jeg på hver eneste side af Gydir Eliassons ”Ved sandåen”. Sikke et stykke fortryllende litterær musik. Bogens jeg’person: en ældre mandlig kunstner, bor i to campingvogne ude i en islandsk skov. Den ene er hans hjem, den anden hans atelier. Han fordriver tiden ved at gå ture i naturen, læse afdøde maleres selvbiografier og breve og forsøge at arbejde i sit atelier. Det er den ydre handling i denne lille, stille roman, der alligevel efter endt læsning står som en mastodont af en bog. Romanens anden del indledes med et citat af Kwang Tze: “Alle kender det gavnliges nytte, men ingen forstår det formålsløses nytte”. Den tanke synes at være bogens omdrejningspunkt og uudtømmelige kraftcenter. Ud fra den fosser en vild og følelsesladet å af skønhed. Eliasson skriver i et enkelt sprog, der hele tiden har dobbeltbetydninger, hele tiden skaber gabende åbninger, hvorigennem man kan se ind til det, der betyder mest. ”Ved sandåen” er en af de lykkelige litterære overraskelser, man af og til kan være så heldig at falde over.

Gyrðir Elíasson er en Islandsk forfatter, der er født i1961. Han debuterede i 1981 med digtsamlingen “Svarthvít axlabönd” (Sorthvide seler) og har siden udgivet i alt 13 digtsamlinger, 9 novellesamlinger og 4 romaner. Han er desuden en flittig oversætter og har bl.a. oversat 4 romaner af Richard Brautigan til islandsk. Værker af Elíassons er udgivet i oversættelse i Tyskland, England, Norge, Sverige og Danmark

by

Ahasverus død

Som altid, i Pär Lagerkvists værker, er linjerne i romanen ”Ahasverus død” store, enkle og tidløse. Fra første side har han et stærkt greb i sin læser. Det mytiske indhold er bundløst og den litterære ballast tung og substantiel. Pär Lagerkvists romaner er hensat til en anden sfære. De hensætter én til steder i sig selv, man har glemt eller ikke vidste eksisterede.

Romanen starter således: ”Til et herberg for pilgrimme på vej mod Det hellige Land kom en aften en mand som syntes jaget af lynene. Da han rev døren op flammede hele himlen op bag ham og regnen og blæsten kastede sig over ham, det var med nød og næppe han kunne få døren lukket efter sig.” Endnu engang tager Lagerkvist en bibelsk figur, Ahasverus, og gør til sin egen. En sen aften vælter den evige vandrer ind på et usselt herberg fuldt af pilgrimme, der er på vej mod det hellige land. Pest og krig hærger verden. Måske er vi i Middelalderen, måske ikke. Blandt røverne begynder en fremmed at fortælle sin historie og det ænder med, at de drager videre sammen. Lagerkvist, der af mange betegnes som en religiøs ateist, eller en troende uden tro, om man vil, kredser endnu engang om spørgsmålet: Meningsløs og tro. Hans litterære gaver triumferer i denne bog, som de gør i alle hans værker. Han formår, med et minimum af ord at lade handlinger og følelser komme til live for ens blik. Han gør det komplicerede enkelt og ud af denne enkelthed trækker han sandhed efter sandhed. Lagerkvist skriver om sine personer med den ømmeste kærlighed. Han skriver om medmenneskelighed, lidelse og soning. Jeg tror at hemmeligheden bag Lagerkvists evne til at gribe om hjertet på sin læser er, at man får en uforklarlig fornemmelse af evighed, når man læser. Han bruger få metaforer, formulerer sig uden abstraktioner og holder sig (eller er) for god til sproglig pynt. Det er prosa, der har sindets og kroppens nærhed uden nogensinde at blive tung, eller belærende. Hans forfatterskab har pløjet dybe furer, i hvert fald i denne læser.

Pär Lagerkvist, der levede fra 1891 til1974, er en svensk forfatter; født i Växjö, hvor faderen var stationsforstander. Pär Lagerkvist indvalgtes i det Svenske Akademi 1940 og modtog nobelprisen i 1951. Ifølge Lagerkvist selv er ”Ahasverus død” tredje og sidste del af en triologi, hvis forrige dele er ”Barabbas” og ”Sibyllen”.

by

Ramt af ingenting

”Da jeg næste dag gik tur på Langelinie med Kirsten, købte vi is ved Toldboden og satte os på en af de nye bænke. Solen var stærk, vi sad med ansigterne vendt mod vandet, og isen var skøn, men jeg græd bag solbrillerne og fik ikke spist nok af min. Den dryppede ned over kjolen og mine knæ, og der sad jeg som 46-årig og havde ikke min alders pondus. Jeg græd af ren og skær fortvivlelse over, at du og jeg aldrig havde kunnet forstå hinanden. Kærligheden til trods. Viljen til trods. Og jeg græd over, at du var den, du var, og ikke en anden, som ville have forstået og elsket mig som den, jeg var.”

Ida Jessens har skrevet et lille mesterværk. ”Ramt af ingenting” med undertitlen ”En glemmebog” rammer lige, hvor den skal. Og den rammer hårdt. I korte, dagbogsagtige optegnelser sniger sproget sig helt ned i nerven af, hvad det vil sige at leve i kærlighedssorg. Hvad det vil sige at leve i en uforklarlig angst for den, man engang har elsket. Historien er velkendt: Et kærlighedsforhold er gået til grunde. Det har været kompliceret. Smukt. Skræmmende. Da vi møder bogens kvindelige ”jeg” har hun lige købt et nyt hus, hvor hun skal til at skabe sig en ny tilværelse. Huset ligger i et stille villakvarter og har en vildtvoksende have, som hun kæmper for at få bugt med. Efterhånden som dagene går og efteråret maser sig ind på hende, begynder hun at stille spørgsmål, og midt i alle spørgsmålene, som måske ikke engang er spørgsmål, oplever hun også en spirende følelse af frihed og lettelse. Det mirakuløse ved denne bog er dens evne til på en gang at beskrive hårknude og forløsning, angst og savn, tab og berigelse. Nej, den beskriver det ikke, den giver læseren følelsen, som var den ens egen. Det tager ikke lang tid at læse “Ramt af ingenting” men den bliver hængende i én længe, længe efter.

Ida Jessen, der er født i 1964, er en dansk forfatter, cand.mag. i litteraturhistorie og medievidenskab. Hun debuterede med novellerne ”Under sten”. Senere kom ”Den anden side af havet”, der skildrer kvinder, hvis liv er præget af tab og fortrængninger.