I romanen ”Se på mig” skriver Kirsten Hammann en fin og stilfærdig balancegang mellem humor og tragedie frem. Den hudløse skildring af en kvinde og en mand, hvis veje helt tilfældigt krydses, gør ikke meget væsen af sig, men den er god alligvel. En dag meddeler Casper over aftensmaden, at han – morgenen efter – tager et halvt år til Indien for at finde sig selv, som han siger. I virkeligheden handler det dog nok mere om at blive væk. Det smadrer naturligvis hele den trygge og velindrettede verden for Julie, hans forlovede. Hun bevæger sig dog med oprejst pande og mange tårer ind i en langtrukken tilstand af håb og benægtelse, der hele tiden veksler med fortvivlelse og desperation. For at kunne betale deres husleje må hun finde en udlejer. Det bliver den frustrerede forfatter Sune, der i den grad trænger til inspiration, eller måske bare noget at skrive om. Dette underlige bofællesskab udvikler sig – naturligvis – i både den ene og den anden retning. Kort efter at Sune er flyttet ind, falder Julie på en trappe og slår sit knæ, hvilket betyder at hun er bundet til hjemmet, rollator og diverse hjælpemidler i de næste mange måneder. Disse to menneskeskæbner bliver nu, mere eller mindre frivilligt, fanget sammen og snart begynder der at opstå gensidige følelser. ”Se på mig” er en let læst bog om håb, der bliver til selvbedrag, om tryghedstrang, der forklæder sig som kærlighed, men mest af alt om trangen til at blive set. Det er så fint, hvordan den næsten bedende titel ”Se på mig” trækker rødder ud i hele bogen og ind i læserens egen trang til at blive set og holdt af og ikke mindst frygten for det modsatte.
Månedsarkiv: juni 2012
”Som om hun bare lagde røret på og forsvandt”
Agnete Braads debutroman ”Som om hun bare lagde røret på og forsvandt” tager tydeligt afsæt i virkeligheden, men bærer alligevel genrebetegnelsen ”roman”.
Vi møder første gang hovedpersonen Agnete omkring den tid, hvor hende mor, præsten Anne Braad, får konstateret en livstruende kræftsygdom – og hvor Agnete selv er højgravid med sit første barn. Bogen igennem følger man disse to livsforløb fra første parket: det ene der går mod enden og det andet, der nærmer sig sin spæde begyndelse. Det nye liv og den forestående død ser ud til at kollidere, hvorfor Agnete føler sig nødsaget til at få fødslen sat i gang, så moderen kan nå at se sit barnebarn. Det er stærke sager, der er på spil. Og i dette uvejsomme terræn forsøger Agnete at finde vej – med alle de omveje, vildveje det fører med sig. Sideløbende med denne fortællingstråd udrulles en farverig og forvirrende fortid og et mor-datter forhold, der ikke har været helt ukompliceret. Det stærkt biografiske stof, der tydeligvis ligger til grund for denne roman, løfter sig, gennem den fine kunstneriske bearbejdelse, til en god og tankevækkende fortælling. Det handler om mødre og døtre, om hvordan liv og død kan krydse klinger på mest bogstavelige vis samt hvordan vi mennesker spejler og påvirker hinanden på de mest uforudsigelige og uigennemskuelige måder. Agnete Braad skriver let og ligetil men alligevel med fine og overraskende sproglige krumspring her og der.
Agnete Braad, der er født i 1976, er cand.mag. i idehistorie.
