”April er den smukkeste/ af de 48 måneder,/ vi har kendt hinanden.”
Amalie Smiths nye digtsamling, med genrebetegnelsen eller undertitlen ”Samling”, tager afsæt i en ubeskrivelig smuk sætning, nemlig: ” ‘Samlingen forsøger at forene det, der hører sammen” står der. Så kan en teksts støberande ikke stå stærkere – og finere. Og i mine øjne er det herom resten af samlingen drejer sig. Samlingen består af en blanding af prosa, digte og fotografi – og er en sand fryd for både øjet og sindet og alt det, der ligger herimellem. Bare forsiden er så fin, at man kunne hænge den på sin væg. ”I civil” er en fortælling om ”at vokse sammen i kærlighed og fra hinanden i sygdom” som forlaget skriver, og det er så præcist, som selve samlingen er det. Digtsamlingen er en stærk, intens og modig fortælling om adskillelse og samling, nærvær og fravær. Det er en historie om sorg og kærlighed, og om, hvordan to mennesker tager form af en ”fælles krop” indtil denne kærlighed og samling opløses igen. Et ungt par er hovedkulds forelskede i hinanden, men da han får kræft, ændrer alting sig, og Smith spørger: ”Kan man elske nogen, når man skal?” Amalie Smiths tredje bog er anbefalelsesværdig i ordets fineste forstand. Det er en bog, der vækker dine sanser og skærper din opmærksomhed.
Amalie Smith, der er født i 1985, debuterede på Gyldendal i august 2010 med hybridromanen ”De næste 5000 dage” Bogen ”I civil” udkom i april 2012. Amalie Smith er uddannet fra Forfatterskolen og studerer for tiden ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun arbejder tværæstetisk med tekst i blandt andet videomediet.
