Christina Hesselholdt er og bliver en mageløs sprogkunstner. Hun skriver så tindrende dejlig prosa, at man rånyder hver linje og hele tiden ønsker, at den aldrig løber til ende. ”Selskabet gør op” er endnu en roman om Camilla og hendes verden. Når jeg sidder og bladrer i bogen efter et citat, der krystalklart viser, hvor klart, følsomt, præcist og ustyrlig humoristisk Hesselholdt skiver, går det op for mig, at et hvilket som helst afsnit fra en hvilken som helst side af bogen ville illustrere dette. Det er litteratur med bid og helende hænder i. Det er litteratur med kant og bløde folder. Hele tiden er der små brud, et ord, der virker så overraskende i sin sammenhæng, at man hyler af grin og rundt om hvert hjørne dukker der tanker og perspektiver op, som man troede sig alene om – eller aldrig har tænkt, men alligevel følt. Der er noget stærk ”ensomheds-ophævende” og vanedannende ved Hesselholdts prosa. Hun er eminent til at bygge små fine broer mellem sproget og verden. Hele tiden indskriver hun det alvorlige i det underfundige og det ligefremme i det kringlede. Det smukke fletter sig sammen med det grimme og man er åh, så underholdt imens. Et sted, hvor én af personerne, Alma, taler om forfattergerningen, siger hun: ”Jeg gik ud i badeværelset og kiggede mig i spejlet, og det var rigtigt. Mit ansigt virkede opløst og træt – af anstrengelsen ved at hente noget langt indefra og bringe det med ud; graveriet i alle de lag af tid.” Hvor er jeg som læser lykkelig for, at der findes forfattere som Hesselholdt, der tør, kan, vil og gør det; graver dybt og henter det skjulte frem til os andre. En bog som ”Selskabet gør op” – og de foregående ”Camilla and the horse” og ”Camilla og resten af selskabet” gør verden til et rigere sted at være.

Christina Hesselholdt, der er født i 1962, er cand.phil. i litteraturvidenskab og uddannet fra forfatterskolen. Hun debuterede i 1991 med romanen ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet.” Siden har hun slået sig fast som en af Danmarks fremmeste forfattere.