Månedsarkiv: maj 2012

by

i civil

”April er den smukkeste/ af de 48 måneder,/ vi har kendt hinanden.”

Amalie Smiths nye digtsamling, med genrebetegnelsen eller undertitlen ”Samling”, tager afsæt i en ubeskrivelig smuk sætning, nemlig: ” ‘Samlingen forsøger at forene det, der hører sammen” står der. Så kan en teksts støberande ikke stå stærkere – og finere. Og i mine øjne er det herom resten af samlingen drejer sig. Samlingen består af en blanding af prosa, digte og fotografi – og er en sand fryd for både øjet og sindet og alt det, der ligger herimellem. Bare forsiden er så fin, at man kunne hænge den på sin væg. ”I civil” er en fortælling om ”at vokse sammen i kærlighed og fra hinanden i sygdom” som forlaget skriver, og det er så præcist, som selve samlingen er det. Digtsamlingen er en stærk, intens og modig fortælling om adskillelse og samling, nærvær og fravær. Det er en historie om sorg og kærlighed, og om, hvordan to mennesker tager form af en ”fælles krop” indtil denne kærlighed og samling opløses igen. Et ungt par er hovedkulds forelskede i hinanden, men da han får kræft, ændrer alting sig, og Smith spørger: ”Kan man elske nogen, når man skal?” Amalie Smiths tredje bog er anbefalelsesværdig i ordets fineste forstand. Det er en bog, der vækker dine sanser og skærper din opmærksomhed.

Amalie Smith, der er født i 1985, debuterede på Gyldendal i august 2010 med hybridromanen ”De næste 5000 dage” Bogen ”I civil” udkom i april 2012. Amalie Smith er uddannet fra Forfatterskolen og studerer for tiden ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun arbejder tværæstetisk med tekst i blandt andet videomediet.

by

Selskabet gør op.

Christina Hesselholdt er og bliver en mageløs sprogkunstner. Hun skriver så tindrende dejlig prosa, at man rånyder hver linje og hele tiden ønsker, at den aldrig løber til ende. ”Selskabet gør op” er endnu en roman om Camilla og hendes verden. Når jeg sidder og bladrer i bogen efter et citat, der krystalklart viser, hvor klart, følsomt, præcist og ustyrlig humoristisk Hesselholdt skiver, går det op for mig, at et hvilket som helst afsnit fra en hvilken som helst side af bogen ville illustrere dette. Det er litteratur med bid og helende hænder i. Det er litteratur med kant og bløde folder. Hele tiden er der små brud, et ord, der virker så overraskende i sin sammenhæng, at man hyler af grin og rundt om hvert hjørne dukker der tanker og perspektiver op, som man troede sig alene om – eller aldrig har tænkt, men alligevel følt. Der er noget stærk ”ensomheds-ophævende” og vanedannende ved Hesselholdts prosa. Hun er eminent til at bygge små fine broer mellem sproget og verden. Hele tiden indskriver hun det alvorlige i det underfundige og det ligefremme i det kringlede. Det smukke fletter sig sammen med det grimme og man er åh, så underholdt imens. Et sted, hvor én af personerne, Alma, taler om forfattergerningen, siger hun: ”Jeg gik ud i badeværelset og kiggede mig i spejlet, og det var rigtigt. Mit ansigt virkede opløst og træt – af anstrengelsen ved at hente noget langt indefra og bringe det med ud; graveriet i alle de lag af tid.” Hvor er jeg som læser lykkelig for, at der findes forfattere som Hesselholdt, der tør, kan, vil og gør det; graver dybt og henter det skjulte frem til os andre. En bog som ”Selskabet gør op” – og de foregående ”Camilla and the horse” og ”Camilla og resten af selskabet” gør verden til et rigere sted at være.

Christina Hesselholdt, der er født i 1962, er cand.phil. i litteraturvidenskab og uddannet fra forfatterskolen. Hun debuterede i 1991 med romanen ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet.” Siden har hun slået sig fast som en af Danmarks fremmeste forfattere.