”Ingen er død. Det er femten år siden, jeg blev skilt fra Thomas. Jeg er ikke kommet til skade, er ikke blevet livstruende syg, har ikke været udsat for vold eller nogen form for alvorlige uheld. Jeg har et hjem. Det er hverken brændt ned eller på randen af tvangsauktion. Alt i alt er der ikke nogen grund til at være bange.”

Når man læser romanen ”Ingen” kan man næsten tage sig selv i at ønske, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen ikke skrev helt så godt. Så stærk, intens og troværdig er denne roman. Det gør ondt at læse den. Man får et foruroligende livagtigt indblik i et sinds langsomme opløsning, man mærker kulden fra den malstrøm af tanker, der trækker hovedpersonen med sig. Elisabeth er fotograf og omkring 40 år, og da vi møder hende. Hun har tidligere i sit liv været indlagt på psykiatrisk afdeling og nu kan hun –og andre –mærke sygdommen røre på sig igen. Hun er bange. Men hendes angst har ingen forankring i virkeligheden. Da hendes journalistkæreste Otto forsvinder, starter det, selvom det er under ganske u-mystiske omstændigheder, et skred inden i Elisabeth. Hun hvirvles længere og længere ind i en indre verden, hvor alting antager andre former end de har. Det er her det sande drama udspiller sig. Den ellers helt almindelige nabokone begynder – i Elisabeths verden – at opføre sig underligt, og da hun i kort tid ikke hører fra sin voksne datter, Molly, der er rejst fire måneder til Indien med sin kæreste, er sikker på, at hun er død. Langsomt men sikkert flyder Elisabeths virkelighed sammen med hendes tvangsforestillinger og angsten strammer grebet om hende. Hovedpersonens sindstilstand understreges af romanens sprog og grafik. På en hel side står der med forskellige typer bogstaver oven i hinanden “jeg er bange, jeg er bange, jeg er bange”.  Hvorfor er dette så god litteratur? Det er det fordi man bliver klogere på sig selv af at læse bogen. Det er det fordi man som læser tvinges til at forholde sig til en formløs verden. Anne Lise Marstrand-Jørgensen tager os ved hånden og leder os til at stirre ned i de afgrunde, der er overalt. Men først og fremmest er det så god litteratur fordi Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver smukt, usentimentalt og levende.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er født den 18. juli 1971 på Frederiksberg. Hun debuterede i 1998 med digtsamlingen ”Vandring inden ophør” Anne Lise Marstrand-Jørgensen modtog i 2004 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendie. Er cand.mag. i litteraturvidenskab og har siden 2004 været tilknyttet Berlingske Tidende som anmelder, først og fremmest af udenlandsk, oversat litteratur.