Månedsarkiv: marts 2012

by

Sølvmanden

”Sølvmanden” af Maria Grønlykke er en bog, det kræver lidt kræfter at lirke op, men gør man det alligevel, giver læseoplevelsen hele indsatsen tifold igen. Der er noget sært beskedent og lavmælt over romanen og dens fremtoning og fortælleform. Præcis som hovedpersonen William Dahl,  giver den hverken ved dørene eller slår ud med armene, men gør alligevel, på sin egen stilfærdige og sødmefyldte måde, et dybt indtryk.

Den følsomme og kunstneriske sølvsmed Dahl lever sit ensomme samlerliv ved veldækkede borde.  Han er omringet af kostbare malerier, spisestel, hovedvandsæg, guldbestik, Venezianske glas og sjældent sølvtøj. Som ung ville han være operasanger, men tvinges mod sin vilje til at overtage sin fars sølvvarefabrik. Det er den fintmaskede og stilfærdigt registrerende skildring af denne mand, der opbygger sit helt eget private fængsel af længsler, drømme og forbudt homoseksualitet, der bærer romanen helt op mod toppen af nyere dansk litteratur. Fra første side står det mærkelige og stive væsen, som man ikke kan undgå at komme til at holde af, så levende frem for én, at man næsten ikke kan tro, at han er fiktiv. Grønlykke har da også fundet inspiration til sin figur i sølvvarefabrikant Frederik Ernst, der var født i Assens og efterlod en meget fin samling porcelæn og sølvtøj, som nu kan ses på Museerne på Vestfyn.

Grønlykke har selv kaldt romanen en nøgleroman, hvor hun frit har digtet løs ud fra sølvvarefabrikantens breve og dagbøger, men dette gøres gennemført diskret og med stor indføling. Maria Grønlykke har et fint og nuanceret sprog, der hele tiden åbner sig i nye retninger – og det er i sig selv en præstation at få en kvindelig læser som mig selv på tretredive år til at holde så meget af at kigge ind gennem nøglehullet til en sur, tvær og vranten gammel sølvfabrikant på Vestfyn.

Maria Grønlykke er født i 1957. Hun er uddannet jurist og har arbejdet som embedsmand i et ministerium, afbrudt af perioder som kogekone. Hun debuterede i 2003 med Fisketyven.

by

Hus og hjem

Når jeg læser Helle Helle fyldes jeg altid af forundring over, hvad i alverden det er hun gør – og ikke mindst, hvordan hun gør det. Jeg forstå det simpelthen ikke, men det behøver jeg heller ikke. Det er et blidt og nænsomt røntgenblik Helle Helle sender ind i den indre verden, hvor de små dagligdags hemmeligheder har hjemme. Med en sirlig skalpel blotlægger hun de små private cirkler, vi bevæger os i, og hvorfor vi bevæger os i dem, som vi gør. Det er alle de små ting, som ved nærmere eftersyn nemt kan vise sig at være de største, der er rygraden i “Hus og hjem”. Det er den rustne havebænk, hun ikke får malet, venindens hund og blomsterne i vindueskarmene. Al den usikkerhed og tvivl, som de fleste af os sikkert tror sig ene om at bære, får værdi mellem Helle Helles hænder. Det er sådan, jeg vil sige det. De mindste ting får den største værdi. Og åh altså, hvor man dog kommer til at holde af hendes personer. Jeg tænker ofte på dem, Dorte, Putte, Anne og de andre, som bekendte, jeg går rundt og savner fordi det er så længe siden jeg har snakket med dem. Når jeg så kommer i tanke om, at de er fiktive, er det trods alt en trøst, at de står henne i reolen og findes.

Handlingen i “Hus og hjem” gør ikke meget væsen af sig: Hovedpersonen Anne vender hjem til sin barndomsby i provinsen efter mange år i København. Hun har købt et hus sammen med kæresten Anders, som dog først flytter derned senere. Anne har ambitioner om at male og indrette huset, mens hun venter på ham, men hun har svært ved at komme ud af stedet, hun har svært ved at finde sig til rette i sig selv. Og det har hun lov til. For heri ligger det allerfineste ved Helle Helles forfatterskab: hun lader sine personer have deres grundløshed i fred. Hun lader dem være sig selv, og det er noget så befriende. De to skoleveninder fra gamle dage, der stadig bor i byen, modtager Anne med åbne arme og en næsten hjerteskærende åbenhed og tillid. Jeg ved ikke, hvorfor det er hjerteskærende, ligesom jeg ikke ved, hvorfor så mange andre scener i romanen er så hjerteskærende og rørende, som de er. Men det er de. I nabohuset bor Jens, der er byens yngre, ugifte præst, og han tiltrækker Anne og hendes opmærksomhed på en måde, der i al sin vaghed og sløret-hed lader et eller andet, man ikke helt ved hvad er, stå knivskarpt frem.

“Hus og hjem” er Helle Helles romandebut. Helle Helle er en dansk forfatter der er født i 1965 og debuterede i 1993 med “Eksempel på liv” Hun har desuden skrevet “Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand” og “Rødby-Puttgarden” fra 2005 som fik Kritikerprisen. Senere blev “Ned til hundene” nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Hendes seneste roman er “Dette burde skrives i nutid” fra 2011.

by

Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten

Da jeg fornylig var i Oslo på vej hjem fra skiferie, stormede jeg, som jeg altid gør, når jeg er i Norge, ind i en boghandel fem minutter før lukketid og ragede bøger ned fra hylderne. Mine øjne søgte A, men bogstavet stod så højt oppe under loftet, at boghandleren måtte ud på lageret efter en trappestige. Men det der ventede mig i højderne var hele klatringen værd: Kjell Askildsens lillebitte tynde og beskedent udseende “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” som jeg ikke engang havde i forvejen. Nu har jeg endelig fået læst den – og det tre gange i træk. Jeg er målløs! Det menneske skriver så himmel-hamrende godt, at øjnene falder ud af hovedet på mig, og jeg synker til bunds i mig selv. Der er små funklende diamanter på hver eneste side, lysende nedslagssteder, lynnedslag i mennesket og livet, øjeblikke hvor sproget åbenbarer åbenlyse skøn- og sandheder, jeg aldrig har vidst eksisterede. Tag bare den gamle mand, der hører en bekendt råbe på ham fra den anden side af en trafikkeret gade. Han prøver at kalde tilbage, men opgiver og går videre for “hverken han eller jeg våget å krysse gaten, det ville da også være dumt å miste livet av glede når jeg hadde holdt ut så lenge uten.”

“Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” består af to noveller: titelnovellen, der er delt op i 10 små underafsnit og den længere “Carl Lange”. De er hurtigt læst, men tag ikke fejl: man bliver aldrig færdig med dem. Hovedpersonen er en gammel, misantropisk mand, som lever alene og kun har tilfældig og sporadisk kontakt til sin familie. Han er spændt ud mellem en forsonende desillusion og et undertrykt håb om at være i stand til at nå andre mennesker. Det er så fint skildret, hvordan han vakler på grænsen mellen hovmod og total hjælpeløshed, han rækker ud med den ene hånd og skubber væk med den anden. «Ikke gi opp Thomas, ikke gi opp» siger han til sig selv. Det er et fundamentalt kræfter, der er på spil i Kjell Askildsens små, uafrystelige noveller. Hver eneste sætning er båret frem af den forrige og hver linje er tæt ladet med betydning. Ikke et ord er overflødigt, for som Thomas siger: “det er altfor mange ord i omløp i verden, den som sier mye har ikke sine ord i behold.”

Askildsen har sine ord i behold som få andre. Personerne i hans noveller lever i stor fremmedhed og isolation, selvvalgt, tvunget og begge dele på én gang, men samtidig ingen af delene. Men på grund af forfatterens imponerende mesterlighed, får det hele en velkendt- og almenhed, som ingen kan undsige sig. Ud af den afgrundsdybe ensomhed opstår en livskraft og livsvilje så enorm, at Askildsen opfylder kunstens fineste og smukkeste mulighed: den bringer lyset frem i det mørke.

Novellesamlingen “Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten” har  vundet Kritikerprisen og blev i sommeren 2006 kåret til “Den bedste roman/novellesamling i de sidste 25 år” Kjell Askildsen, f. 1929, er en norsk forfatter. Han debuterede i 1953 med novellesamlingen “Heretter følger jeg deg helt hjem”. Han har desuden skrevet den vidunderlige novellesamling “Et stort øde landskap” (1991).


by

Øst for paradis

Romaner er som venner, nogen er flygtige, andre hænger ved og nogen helt få bliver en del af én selv. John Steinbecks ”Øst for paradis” er én ad dem, der trækker rødder helt vejen ind i sjælen på én. Romanen har i mine øjne aldrig opnået den anerkendelse i Norden, som den fortjener, og derfor denne opfordring: Læs den!

Steinbeck har selv kaldt romanen for “The big one. Historien om mig selv, og historien om mit land” og den er på alle måder et hovedværk. På sublim vis fletter forfatteren biografisk og litterært materiale sammen indenfor en allegorisk ramme, der sjældent er set finere og mere nænsomt udført. ”Øst for paradis” er bygget op over de to stridende størrelser, som sproget kalder ”det gode og det onde”, men som i virkeligheden er langt mere nuanceret. På mest elegante vis illustreres der, at de to størrelser slet ikke findes, men at alting hører hjemme et sted herimellem. Litterært eksemplificeres dette i det bibelske Kain-Abel-motiv, som Steinbeck lader tvillingebrødrene Caleb og Adam bære på sine skuldre. Romanen omfatter tre generationer og spænder over 56 år, indtil den slutter i 1918. Man følger de to familier, The Hamiltons, som er Steinbeck’s egen slægt, og så den opdigtede familie, Trasks. Romanen er en rigt facetteret generationsroman, en skæbnefortælling og et kærligt portræt af Steinbecks hjemstavn, Salinasdalen i Californien. Den er et stykke amerikansk historie ligeså meget, som den er et nuanceret psykologisk drama af højeste kaliber. Netop derfor kan det (for)undre én, hvordan den samtidig kan være så slående enkel, let og selvfølgelig at læse. Der fortælles om lidenskab og kærlighed – og om at puste liv i det livløse. Men det er også en roman om rystende ondskab og om den tilgivelse, der er så nødvendig i vores komplekse liv med hinanden.

John Steinbeck er født i Californien i 1902 og fik Nobelprisen i 1962. Han er desuden kendt for romanerne ”Mus og mænd”, ”vredens druer” og ”Dagdriverbanden”. Engang, i min mormors unge dage, skulle hendes veninde, der var tjenestepige i et hus i Hellerup, servere frokost for John Steinbeck, der var ven med husets beboere. Hvor ganmmel hun end blev, kunne hun aldrig blive træt af at berette om, hvordan denne nydelige mand kom ud i køkkenet, gav de unger piger hånden, sagde: “Hello, I’m Mister Steinbeck” og satte sig ned ved køkkenbordet for at tale med dem. Hvem der havde været en flue på væggen i det rum i præcis det øjeblik.

by

Blink blink

“For at være helt ærlig mener jeg, at det er letsindigt at elske og stole på et andet menneske. Det er helt klart dumdristigt. Jeg ville elske det, hvis alle de vovehalse, der alligevel kaster sig ud i det, syntes om denne bog.” Sådan skriver forfatteren i efterskriften til den lille kompakte roman ”Blink Blink” (med den mere lyrisk klingende originaltitel ”Kira Kira Hakaru”) Denne bog virker så fremmed, som kun det man kender allerbedst, kan være det. For selvom man hverken er homoseksuel læge i et traditionsbundet japansk samfund eller en følelsesmæssigt ustabil alkoholiker, kender de fleste følelsen af at være fejlplaceret i et jerngreb af uhåndterbar kærlighed.

Det unge, nygifte ægtepar, Mutsuki og Shoko, er i særdeleshed et umage par. De bor i en minimalistisk og renskuret lejlighed, og hver aften stryger Shoko deres sengetøj, så det er sprødt at komme ned i. Mutsuki har i forvejen kæresten Kon, der dufter af Cola, og er hans livs kærlighed, og Shoko er en forvirret ung kvinde uden nogen anelse om, hvilken retning hendes liv skal tage. Alligevel elsker de hinanden på deres helt egen sælsomme måde. ”Blink Blink” er en kort og stramt komponeret roman, der tager det moderne Japan på kornet. De to hovedpersoner er splittet mellem trangen til at leve op til samfundets og familiens normer og ældgamle traditioner, og så den menneskelige nødvendighed af at leve i overensstemmelse med den, man virkelig er. I dette spændingsfelt af nødvendighed, møder de hinanden på den måde, to mennesker bør møde hinanden, med en respekt og omsorg, der tegnes så fint, at det i mine øjne udgør denne bogs lillebitte mirakel. Kaori Ekuni er en af Japans mest populære forfattere, og “Blink Blink” er hendes debutroman.