Månedsarkiv: oktober 2011

by

Tilværelsens ulidelige lethed

En af de mest nedslående udsang jeg kender er, at summen af problemer er konstant. Det er virkelig en mavepuster af dimensioner, da det brutalt punkterer den meget opbyggelige forestilling, at alting bliver bedre med tiden. At man med mod, flid og vilje kan bevæge sig hen mod noget, der er bedre. Også selvom det, man er i, er godt nok. Der er noget ulideligt ved det lette og der kan også være noget let ved det tunge. Det handler altsammen om måden man ser på tingene på. Måske kan summen af problemer blive lidt mindre, hvis man vælger at se lidt mere mildt på dem? Hvis man vælger dem fra? Hvem ved? Jeg gør ikke.  

“Ulidelig let er det enkelte menneskeliv – let som en fjer, som svævende støv, som det der er borte i morgen”. Sådan siger hovedpersonen, Tomas, i den tjekkiske forfatter Milan Kunderas verdenskendte roman “Tilværelsens ulidelige lethed”. Såvel citatet som bogens titel rammer en grundtone, der ikke blot fastholdes hele romanen igennem, men også i foruroligende høj grad illustrerer en udbredt tendens i vor tid, nemlig angsten for valget. En angst der kan være så stor, at et menneske, som hovedpersonen i denne bog, ender med altid at være ”på vej”, og aldrig rigtig kan finde ud af at ”nå frem”. I mine øjne handler denne bog om en frygt for valget, og dermed fravalget, der er så altoverskyggende, at det ender med at være valget, der tager én i stedet.

Lægen Tomas degraderes efter russernes indtog i Prag i 1968 til vinduespudser og selvom han gifter sig med Tereza, som elsker ham på den mest intense og altopofrende måde, formår han ikke at bryde ud af sin ulideligt lette tilværelse som en ensom hanulv med talrige elskerinder. Milan Kundera afdækker vittigt og filosofisk de vanskeligheder, der er forbundet med virkeligt engagement i såvel kærlighed som politik. Hele bogen er desuden gennemsyret af en relevant undren over menneskehedens forbløffende evne til at glemme såvel historiens fejltagelser som deres egne, men den kan samtidig læses som en fængslende kærlighedshistorie, der uden tvivl er anbefalelsesværdig læsning til en regnfuld efterårsdag.

by

Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

“Støvlerne var snøret. Jeg satte mig ved bordet og ventede på midnat. Og midnat kom, men patruljen var forsinket. Tre timer skulle der gå, det var næsten ikke til at holde ud. Så var de der. Mor holdt frakken med den sorte fløjlslinning for mig. Jeg smuttede i den. Hun græd. Jeg tog de grønne handsker på. Ude i trægangen, lige hvor gasmåleren sidder, sagde bedstemor: JEG VED DU KOMMER TILBAGE.”
Herta Müllers roman ‘Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ er en bog, det er svært at komme udenom. Müller skrev den efter en rejse til en af Gulag-lejrene i Ukraine, som hun tog sammen med vennen og digteren Oskar Pastior, der havde været fange her siden slutningen af 2. Verdenskrig og fem år frem. I 2006, kort tid efter deres fælles rejse, døde Pastior, og derfor måtte Herta Müller til sin store fortrydelse selv samle deres arbejdsnotater og skrive romanen, der udkom i 2009.
Da Sovjetunionen efter krigens afslutning deporterede en stor del af det tysktalende mindretal i Rumænien, var den 17-årige Leopold Augberg på listen. I begyndelsen betragter Leopold, der er romanens fortæller, deporteringen som en bagvendt opfyldelse af hans hemmelige ønske om at komme væk fra det reaktionære, småborgerlige, endda nationalsocialistiske landsbymiljø, han lever i. Men snart tegner billedet sig dog helt anderledes. Første gang, deporteringens sande gru går op for ham, er en sen aften, hvor alle fangerne bliver tvunget ud af kreaturvognene for at forrette deres nødtørft på en snefyldt mark. Og dette er kun begyndelsen. Den unge mand bliver placeret i en arbejdslejr i Ukraine, hvor han i fem år må knokle for livet og kæmpe for den overlevelse, der til tider virker utopisk.
‘Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ indskriver sig i den tradition af gruopvækkende litterære vidnesbyrd om fangelejres rædsler, som blandt andet Primo Levi står i spidsen for. Disse værker er nødvendige brændemærker i litteraturen, så vi i eftertiden aldrig glemmer, hvilke grusomheder mennesket er i stand til at forvolde hinanden.
Men dette værk er, også litterært set, en sand fuldtræffer. Müller har en evne til at vride sproget ud i stillinger, jeg aldrig før har set. Hu  drejer simpelthen mine tanker af led, mens jeg læser. Det er råt. Det er hudløst. Det gør ondt. Herta Müller er en sprogkunstner af den fineste karat, som mesterligt og dybt originalt gengiver nedbrydelsen af alt menneskeligt, opløsningen af tidsfornemmelsen og altings uvirkelighed i den daglige kamp mod døden.

Kommentare

by

Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted……

“Vi spiste små lækre sager, nøje afstemt så de ikke ødelagde nektarens aroma” fortæller kvinden, der er på blind date med en mand, som hun smilede til på Boulevard Saint-Germains des Prés samme dag. Og magen til små lækre litterære delikatesser, som franske Anna Gavaldas tolv korte noveller, med den lange titel, skal man lede længe efter.
“Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted” er en perlerække af historier, som man sluses ind i med sanserne først. Man opsluges af disse fortællinger om det ualmindelige hverdagsliv og man overraskes af deres sensuelle og sprudlende energi. Hele tiden fornemmer man den underfundige, franske humor, der er nøje afstemt med en god håndfuld tragik og altid krydret med en betagende selvironisk charme.
Vi møder manden, der med et enkelt blik på sin mobiltelefon spolerer et lovende stævnemøde, og vi møder den stakkel, der med et enkelt øjebliks opmærksomhed koster døden for ni mennesker. Vi bliver til sten sammen med kvinden, der sidder i sin forlæggers kontor og finder ud af, at han ikke vil udgive hendes bog alligevel, og vi forelsker os i den mand, der har været i seng med tusindvis af piger, men ikke kan huske, hvordan størstedelen ser ud. Vi smiler af den unge Alexandre Devermont, der hugger sin fars Jaguar for at køre til fest, men på vej hjem kolliderer med et vildsvin. Og da vildsvinet på højest uventet manér vågner fra de døde, låser sig selv inde i bilen og smadrer dens indre til ukendelighed, indtil en fransk landbetjent sætter prikken over i’et ved at skyde den gennem ruden, skriger vi af grin.
Anna Gavalda har et præcist, punktuelt sprog, og jeg må på det kraftigste anbefale, at man begiver sig ud i et stævnemøde med denne lille samling godter. Hvis man vil have en grund, vil jeg nøjes med at sige som manden fra Boulevard Saint-Germains des Prés, der, efter at have taget kvindens hånd og ladet den glide hen over sin ubarberede kind, siger: “En eneste grund. Her er den: Hvis de siger ja (til at gå ud med mig), så er det en god undskyldning for, at jeg barberer mig”.

by

Strøtanker om den lille have

Er jeg den eneste der synes, at flere og flere ansigter omkring mig ser mere og mere  jagede og forpinte ud? At travlhed og utilstrækkelighed har slået sin klo i alt for mange mennesker? Det er jo nærmest blevet en folkesygdom ikke at slå til. At gabe over mere, end man kan tygge. At halse rundt i manegen efter noget, man ikke helt ved hvad er. Ønske mere end man kan få. Ønske mere end man kan nå. Ville have mere ud af døgnet end det har timer til. Skrive alt for mange sætninger i træk.

Jeg hørte engang Leonard Cohen sige noget, som jeg sent vil glemme. Noget, som jeg har taget med mig og lænet mig op ad i mange situationer. ”I always had a notion that I had a tiny garden to cultivate. I never thought I was really one of the big guys.” sagde han og fumlede beskedet ved sin rosenkrans.  ”And so the work that was in front of me was just to cultivate this tiny corner of the field that I thought I knew something about.”

For mig var de ord en åbenbaring. Jeg kan se den lyslevende for mig, hans lille have, som han passer og plejer,  og jeg synes billedet er så smukt, opbyggeligt og trøstende. I stedet for at omfavne hele verden, overskue alt hvad der rør sig, nå så meget som muligt og flyve fra det ene sted til det andet, hvorfor så ikke koncentrere sig om det, man har? Gå ud i sin lille have, falde ned på knæ og gøre det så godt som muligt.

 Se hele det skønne interview med Cohen her: http://youtu.be/aGpumEYjDAc

by

Fader vor ved søkanten

Kan man skrive om noget, der ikke er der? ”Du kan” siger Morten Sabroes kone Do, og det har hun sandelig ret i. Sabroe  blev af sit forlag opfordret til at skrive en bog om sin far. Men hvordan skriver man om en relation, man slet ikke havde? Til et menneske, man knapt nok kendte.

Sabroe starter med at reflektere over det verdensberømte billede af Hemingway, der sidder ved kanten af en sø med sin søn Gregory. Fotografiet er taget i Sun Valley, Idahoe, i 1941 af fotografen Robert Capa og billedet er – uden det på nogen måde skal forstås nedsættende om bogen – det mest interessante ved den. Ikke fordi bogen er dårlig, men forbi billedet er så ubeskrivelig godt. I mine øjne ligger dets store uragtige kraft i sønnens ansigt. Hans afslappede, men alligevel anspændte positur og fuldstændig uudgrundelige udtryk.

Med afsæt i Hemingway og søn tager Sabroe os med ind i skriveprocessen, og ind i dybet af de følelser og tanker, der vedrører ikke blot faderen, men familielivet som sådan. Hans far, Poul Sabroe, er kendt som “Den Gyldenblonde” var journalist og direktør for Cirkusrevyen. Han var for travlt optaget af sig selv til at se sin søn Morten, der – i en af bogens centrale scener – står nede for enden af trappen og kigger op på sin far uden at kunne få kontakt. I første del af bogen følger vi Sabroes forsigtige skridt hen mod den umulige opgave. Han rejser til New York med sin datter, men skriveriet kommer ikke i gang. Tilbage i Danmark går han på Den Sorte Diamant, hvor han gennemsøger aviser fra dagene efter den 26. juli 1913, hvor faderens far, folketingsmanden Peter Sabroe, omkom i en voldsom trafikulykke ved Bramminge. Bogens anden del foregår i Thailand, hvor Morten Sabroe endelig kommer i gang med at skrive. Når alt kommer til alt bliver det ikke så meget en bog om faderen, der aldrig rigtig træder frem i billedet, men mest om sit eget liv som mand og som far.

“Fader vor” handler frem for alt om fædre og sønner. Ernest Hemingway og Gregory Hemingway, sønnen Cal i Øst for Paradis og Morten og hans far. Beretningen om fædre og sønner flettes fint ind i Sabroes egen historie, og der skabes et billede af, hvilken betydning en far har for sin søn, om end det mest er i kraft af sit fravær.