Jeg var ude og løbe her til formiddag. Løbe er måske for meget sagt, for dovenskab i forklædning af diverse ømheder fik mig hurtigt så langt ned i tempo, at jeg inden længe rent faktisk gik, hvis ikke man ligefrem må betegne det som spadserede. Mens jeg således spadserede afsted og tænkte på, hvilken bog jeg næste gang skal læse, (for dette er stadig en bogblog) havde jeg Leonard Cohen i ørerne og han sang, som kun han kan synge (i et tempo der forøvrigt passer fortrinligt til at spadsere): “And then you got away, didn’t you babe? you just turned your back on the crowd…you got away…I never once heard you say….tra la la” Og pludselig, der i den lune efterårssol, mens jeg gik og sparkede små tørre blade foran mig, og havde dårlig samvittighed over at jeg ikke løb, som jeg burde, og at jeg ikke gad at støvsuge helt ind under sofaen, da jeg støvsugede tidligere på dagen, som jeg burde, og ikke fik svaret på alle de mails i fredags, som jeg burde, fik jeg pludselig sådan en lyst til at vende det hele ryggen. Stoppe op. Trække vejret. Melde mig ud. Hive stikket langt fanden i vold og sige farvel til horderne. Vinke kækt farvel til alle dem, der vil have noget af én, og sige “hav det godt så længe”.
“Hvorfor tager du ikke en tur til Indien og stirrer lidt ned fra toppen af et bjerg?” spurgte en god ven mig fornyligt. Det kan man selvfølgelig ikke bare gøre. Det ved alle. Forøvrigt er risikoen for at sidde i Indien og martres af hjemve, savn og utryghed større end det mest sandsynlige, men alligevel. Alligevel. Jeg tror det er vigtigt, nej, jeg ved det er nødvendigt engang imellem at vende det hele ryggen, om ikke andet for en stund. Om ikke andet for den tid, det tager at spadsere en tur gennem Dyrehaven. Om ikke andet for at gå tilbage til horderne lidt efter igen. Alle mennesker har brug for et hemmeligt sted. Et sted der er ens helt eget, et sted hvor ingen anden kommer. Alle har brug for et sted, hvor man kan fratage alt andet end det egentlige dets værdi. Hvor man kan løsne alle grebene og kravene. Og det sted kan ikke være andre steder end indeni én selv.
Jeg tænker ofte på den lille Forrest Gump, der godt nok ikke spadserede, men spurtede sig til frihed. Så i stedet for at sidde og læse dette, så tag traveskoene på, iPod’en i ørerne, badedragten, traveskoene, rygsækken, det uldne tæppe eller hvad det nu engang er, der skal til, for at du finder det sted. Gå derhen og vend ryggen til hele lortet. Bare et øjeblik. (og husk en god bog)
