For ikke længe siden var jeg inviteret til et forfattermøde med den israelske forfatter Amos Oz på forlaget Gyldendal. Desværre blev jeg forsinket af den evindelige trafik ned af Gothersgade, og da jeg endelig fandt en parkeringsplads, som viste sig slet ikke at være en parkeringsplads, var arrangementet forlængst gået igang. Med hjertet helt oppe i halsen og åndedrættet halsende efter mig stormede jeg ned af Klareboderne blot for konstatere, at de tunge porte ind til det forjættede land befandt sig i en hermetisk lukket og aflåst tilstand. Jeg tør vædde på, at selvom man havde stået lige inden på den anden side af døren, havde man ikke kunne høre så meget som de svage efterdønninger af mine desperate nævebank. Efter lang tids kamp gav jeg op, lod mig falde ned på et trappetrin og fiskede i ren ærgerlse en bog frem af tasken: naturligvis Amos Oz nyeste: “Scener fra en landsby” som jeg havde medbragt i håb om en signering.

Det er næsten ikke til at tro: knapt har begejstringen over det lille skarpskårne mesterværk ”Vers om livet og døden” lagt sig, før den aldrende forfatter bringer endnu en genistreg til verden. ”Scener fra en landsby” består af otte noveller, som til sammen skaber et samlet portræt af livet og menneskene i den lille by Tel Ilan i det nordlige Israel. Det er ikke for sjov, at Amos Oz hævder, at man altid kan finde havet i en lille dråbe vand, for her er virkelig tale om det største i det mindste, og de helt små tings betydning i alt det store. På fuldstændig mesterlig vis skriver Amos Oz hverdagens drama frem så fint og stærkt og rørende at man kan føle, smage, dufte og mærke alt, hvad der sker på siderne. Det mest hverdagsagtige indeholder de største eksistentielle, politiske og følelsesmæssige dramaer – og omvendt. I én historie venter lægen Gilli Steiner på sin elskede nevø ved busstoppestedet, men han kommer aldrig. På typisk stilfærdig vis fremskrives en knusende ensomhed og en mindst ligeså knusende kærlighed, men samtidig menneskers evne til at bide tingene i sig og leve livet videre på trods. I et andet kapitel hører gamle, gnavne Pessach Kedem underlige lyde, og er sikker på at der er nogen, der graver under hans hus om natten og sådan er det hele vejen igennem. Der sker en masse, og samtidig sker der ingenting, og i dette mesterligt udførte spændingsfelt rykkes og henrykkes man som læser. 

Jeg mødte aldrig forfatteren, for da døren endelig blev åbnet af en kvinde på vej ud med sin cykel, var arrangementet forlængst forbi og forfatteren forsvundet ind i gemakkerne, men som Selma Lagerlöf siger: hvis man vil vide noget om mig, skal man læse mine bøger, så mon ikke i virkeligheden den tid var givet bedre ud?