Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for august 2011

“Sommerlys, og så kommer natten” Jamen, bare titlen! I min søgen efter et passende indgangscitat fra denne bog, stod jeg over for den sjældne udfordring, at der nærmest ikke er en side, et afsnit, ja, knapt en linje, der ikke kan stå alene som et lysende eksempel på denne bogs store sprogkunst. Hvem skulle have troet, at 400 sjæle i en afsides landsby på Islands vestkyst kan rumme et så rigt univers af skæbner og vild poesi? Hvem skulle have troet, at verden kan være hvid som en englevinge, at tårer kan være formet som robåde, og at man enten skælver af lykke eller for meget kaffe.

En nat begynder direktøren for Trikotagefabrikken at drømme på latin, og da strømmen går en vinteraften, siger vulkanmanden Hannes til sin søn, der er ligeså lys i huden som en elpære, ”stil dig op her hos mig, så jeg kan se til at læse”. Dette er dog blot et par af de personer, der dukker op i skiftevis hoved- og biroller, og hvis historier og skæbner væves sammen til en sanselig, burlesk og varm beretning om, hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt. Med denne underlige version af magisk realisme skriver Jón Kalman noget frem, som jeg aldrig før har set. Han vibrerer som en overspændt elastik, og han pirker til en nerve, der får det til at spjætte i arme og ben på læseren. Hele historien er desuden spundet ind i en humor så befriende, at det ville få den store Halldór Laxness til at vride sig af grin i graven. Jón Kalman Stefánsson er født i 1963, debuterede i 1988 og har udgivet ti bøger, digtsamlinger, noveller og romaner. Han har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris tre gange, senest i 2007 for romanen “Sommerlys, og så kommer natten”. Kalman har været slagteriarbejder, arbejdet i fiskeindustrien, studeret på universitet, undervist på højskole og arbejdet som bibliotekar.

Read Full Post »

Jeg var i sandhed ved at få morgenteen i den gale hals da jeg så i avisen, at selveste Kjell Askildsen besøger Louisiana på søndag den 4. september. I samtale med Helle Helle. Halleluhja. Nu er det ikke alle, der kender Askildesen, men det vil jeg hermed gøre mit bedste for at lave om på, for alle burde kende Kjell Askildsen. Bare læs første side af hans mesterlige novellesamling ”Et stort, øde Landskab” så vil du forstå hvorfor.

“Jeg havde besøgt min søster, det havde ikke været hyggeligt, hun havde for mange problemer, de fleste af dem indbildte, men det gør jo ikke sagen bedre” Således mesterligt slåes novellesamlingen “Et stort øde landskab” an og giver -for denne læser- parolen “fanget fra første linje” en helt ny dimension. Den lille novellesamling er så bragende god i al sin stilfærdighed at den fortjener, man sætter sig ned et roligt sted med den, og læser den højt for sig selv eller andre. Læser den flere gange. Læser den forfra og bagfra. Igen og igen. Der tales ikke så højt i Askildsens univers, så man kan ikke lade være med at høre godt efter. Det er blandt andet hans fuldstændig sublime evne til at skrive en hel livshistorie ind i en enkelt replik, der gør at han står som et lysende forbillede for kortprosaens kunst. At han så samtidig er bidende morsom og syleskarp gør jo ikke sagen værre. I ”Et stort, øde Landskab” skrives karaktererne så slående enkelt frem, at det næsten er et mysterium for denne læser, hvordan de samtidig kan stå så betydningsmættede, uafrystelige og fintfacetterede frem. I novellerne møder vi blandt andre den ældre mand, hvis søster dør, mens de sidder og drikker kaffe og ægteparret, der opdager et fordærvet hundelig i kælderen. Et gennemgående tema er individets ensomhed og udsathed – og familiemedlemmer, der hverken kan holde ud at være sammen med, eller foruden, hinanden. Alle personerne forsvinder og bliver væk fra hinanden og lever i en lammende isolation om enten den er selvvalgt, påtvunget eller begge dele. Med et minumm af redskaber tegnes hele livsskæbner op, og Askildsen blotlægger roden til eksistens grundvilkår på en måde, der er tæt på uovertruffen. Ses vi på Louisiana?

Read Full Post »

Kender I de bøger, hvor man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt det egentlig er en film man har set? Simpelthen fordi de billeder, der er opstået under læsningen er så levende, at det lige præcis er hvad de er: i live. Det er min oplevelse at selvskabte billeder, altså de der er født af ens egen forestillingsevne, ikke blot vil vise sig at være de mest livagtige – men ofte også de mest betydningsfulde. Dem, hvor tingene virkelig brænder på. Der skal mangt og meget til at skabe den slags billeder, og endnu mere til, at de bliver stående. En af de bøger, der har givet mig den oplevelse, sådan en fortælling, hvor man kan se det hus for sig, som ladbilerne kører sløvt forbi, en af de bøger, hvor jeg kan lugte køkkenvasken, se kyllingeblodet sprøjte ud over mine egne hænder og hvor man kan stirre ind i øjene på personerne er Miriam Toews “Livet som det kunne have været”

”Halvdelen af vores familie, den pæneste halvdel, er væk,” skriver hovedpersonen, den 16 årige Nomi, der bor sammen med sin far, Ray Nickel, i et lavt murstenshus ude på hovedvej 12. ”Blå skodder, brun dør, det ene af vinduerne er smadret. Ikke noget særligt. Altså bortset fra at møblerne bliver ved med at forsvinde. Det giver en vis spænding i tilværelsen.” Således fortæller canadieren Miriam Toews med en stærk og bidende ironi om en ung kvindes liv i et samfund, hvor befolkningen er mennonitter -”den mest pinlige sekt man overhovedet kan tilhøre hvis man er teenager”. Hendes mor, Trudie, og storesøster Tash er forsvundet, de er blevet ekskommunikeret, fordi de ville have mere ud af livet end at bede, arbejde og dø. Nomi lades alene med længslen, savnet og kærligheden til faderen, der sidder tilbage forstenet i sin stålfaste tro. Toews har en underlig stærk evne til at fortætte hver enkel sætning med skalpelskarp humor og tung tragik, og beskrivelsen af denne unge kvinde, der bider sig selv i søvne, og blot venter på at indtage sin plads på dødens transportbånd, er ikke mindre end rørende. Med andre ord, en anderledes roman om fanatismens hykleri og hvordan man med velvalgte ord kan oplyse altings dunkle vrangside.

Read Full Post »

Into the Wild

Når man ligger syg har man tid til at tænke. Tænke på alt det, man normalt ikke har tid til at tænke på. Tænke på al den tid, man ikke har. Og den man har. Tænke på, hvad man egentlig bruger sin tid på. Som tidligere antydet i denne blog kan jeg godt lide at tænke på steder. Steder jeg har været og steder jeg ikke har været. Jeg kan godt lide tanken om, at alle disse steder bare ligger der. De ligger der lige nu. I det øjeblik jeg skriver dette ligger de der, og de ligger der i det øjeblik du læser dette. De lå der i det øjeblik jeg blev født og de fleste af dem vil ligge der længe efter jeg er død og borte. Enorme vidder i enorm stilhed rundt om på kloden, der bare ligger der, præcis som de er, som enorme kroppe og hvisker noget, vi ikke kan høre. Jeg tror de fleste af os engang imellem drømmer om at tage sine gode ting på ryggen og drage ud i dette store ukendte. Into the wild.

“I realiteten findes der intet mere velegnet til at tage livet af den eventyrlystne ånd i mennesket, end en sikker fremtid. Kernen i menneskets livskraft er dets lidenskab for det eventyrlige”. Således skriver en ung mand, der kalder sig Alexander Supertramp, i et brev til sin ven, den firsårige Ron. Historien om den unge Christopher McCandless skæbne er et eventyr, en familietragedie og et karakterportræt, der indeholder alle dramaets komponenter: en ung, veluddannet mand fra en velstående familie forsvinder sporløst. Han forærer sin opsparing på 25.000 dollars væk til velgørende formål, efterlader sin bil og de fleste af sine ejendele, brænder sine kontanter, tager et nyt navn og begiver sig ud i verden med sine store drømme og en stålfast ideologi på slæb. På denne Odysseé gennem det storslåede amerikanske landskab krydser hans veje en lang række skæbner, og han åbner så mange hjerter, at han efterlader sig et veldokumenteret spor af savn. I april 1992 kulminerer hans drøm om at stå ansigt til ansigt med det store intet, da han bevæger sig alene ind i Alaskas vildmark et sted nord for Mt. Mckinley. Her findes hans udsultede og opløste lige i en forladt bus fire måneder senere af elgjægere.

Jon Krakauer har skrevet en spændende, tankevækkende og intelligent bog om Christopher McCandless. En bog der uden moralske motiver og blottet for konklusionsiver fortæller om denne unge mands tankevækkende skæbne. Bogen er desuden fremragende filmatiseret af Sean Penn. Nyd den hvis du elsker en god historie, hvis du er eventyrlysten, hvis du er en hjemmeplante, eller nyd den hvis dit sind er fyldt af tanker om andre steder.

Read Full Post »

For ikke længe siden var jeg inviteret til et forfattermøde med den israelske forfatter Amos Oz på forlaget Gyldendal. Desværre blev jeg forsinket af den evindelige trafik ned af Gothersgade, og da jeg endelig fandt en parkeringsplads, som viste sig slet ikke at være en parkeringsplads, var arrangementet forlængst gået igang. Med hjertet helt oppe i halsen og åndedrættet halsende efter mig stormede jeg ned af Klareboderne blot for konstatere, at de tunge porte ind til det forjættede land befandt sig i en hermetisk lukket og aflåst tilstand. Jeg tør vædde på, at selvom man havde stået lige inden på den anden side af døren, havde man ikke kunne høre så meget som de svage efterdønninger af mine desperate nævebank. Efter lang tids kamp gav jeg op, lod mig falde ned på et trappetrin og fiskede i ren ærgerlse en bog frem af tasken: naturligvis Amos Oz nyeste: “Scener fra en landsby” som jeg havde medbragt i håb om en signering.

Det er næsten ikke til at tro: knapt har begejstringen over det lille skarpskårne mesterværk ”Vers om livet og døden” lagt sig, før den aldrende forfatter bringer endnu en genistreg til verden. ”Scener fra en landsby” består af otte noveller, som til sammen skaber et samlet portræt af livet og menneskene i den lille by Tel Ilan i det nordlige Israel. Det er ikke for sjov, at Amos Oz hævder, at man altid kan finde havet i en lille dråbe vand, for her er virkelig tale om det største i det mindste, og de helt små tings betydning i alt det store. På fuldstændig mesterlig vis skriver Amos Oz hverdagens drama frem så fint og stærkt og rørende at man kan føle, smage, dufte og mærke alt, hvad der sker på siderne. Det mest hverdagsagtige indeholder de største eksistentielle, politiske og følelsesmæssige dramaer – og omvendt. I én historie venter lægen Gilli Steiner på sin elskede nevø ved busstoppestedet, men han kommer aldrig. På typisk stilfærdig vis fremskrives en knusende ensomhed og en mindst ligeså knusende kærlighed, men samtidig menneskers evne til at bide tingene i sig og leve livet videre på trods. I et andet kapitel hører gamle, gnavne Pessach Kedem underlige lyde, og er sikker på at der er nogen, der graver under hans hus om natten og sådan er det hele vejen igennem. Der sker en masse, og samtidig sker der ingenting, og i dette mesterligt udførte spændingsfelt rykkes og henrykkes man som læser. 

Jeg mødte aldrig forfatteren, for da døren endelig blev åbnet af en kvinde på vej ud med sin cykel, var arrangementet forlængst forbi og forfatteren forsvundet ind i gemakkerne, men som Selma Lagerlöf siger: hvis man vil vide noget om mig, skal man læse mine bøger, så mon ikke i virkeligheden den tid var givet bedre ud? 

Read Full Post »

Måske var det gråheden udenfor, måske var det regnen, der piskede mod vinduerne, som om den ville slå fast, at den mener det seriøst: at sommeren, der aldrig kom, faktisk allerede er slut, der fik mig til at studse over forsiden på romanen “Caribou Island”. Egentlig kunne den godt ligne en firseragtig knaldroman, men det er den ikke. Få ting er, som de giver sig ud for at være, og da slet ikke denne bog. Når man først begynder at læse i den vil man opdage, at forsidebilledet passer som fod i hose. De stålgrå, kolde sten i forgrunden, det isblå vand og de ildevarslende mørke skyer på himmelen. Magen til skræmmende forside skal man lede længe efter, og indholdet er bestemt ikke mindre ildevarslende. Alligevel er “Caribou Island” en sand pageturner. Sådan én bog, man hele tiden er nødt til at bladre lidt frem i fordi, man ikke kan vente med at finde ud af, hvad der sker. Sådan en bog, hvor teen bliver kold, fordi man glemmer at drikke af den og telefonen ringer uden, at man hører den.

Vi befinder os i Alaskas rå og ubamhjertelige natur. På en lille ø i en gletsjersø i ødemarken har det midaldrende ægtepar Gary og Irene besluttet sig for at udleve Garys livsdrøm: at bygge en hytte på Caribou Island og flytte derud.  I hård kuling sejler de stakkevis af bjælker ud til øen, mens et ægteskabeligt rædselskabinet af indgroede vaner og uvaner folder sig ud. Kvinden, Irene, vil ikke se Gary som det, han er – en håbløs drømmer, der ikke er i stand til at se tingene, som de er. Og Gary, der er drevet af tredive års skuffelse og fortrydelse, vil ikke se projektets vanvid og endnu et nederlag i øjnene. De får det værste frem i hinanden i en selvforstærkende og underspillet magtkamp med omdrejningspunkt i kaskader af uudtalte bebrejdelser. Inde på fastlandet følger børnene Rhoda og Mark forældrenes forsøg på at udleve en drøm, der mere og mere ligner en opvisning i alt det, der er galt. Alle drømmer de om et bedre liv, og alle forsøger de at flygte uden at være i stand til at flytte sig en millitmeter.

Med en knivskarp pen blotter David Vann den dunkle vrangside af  menneskelige relationer, og med et præcist og stemningsskabende sprog skriver han perlerækker af sandheder frem, der er så enkle og slående, at det er utroligt, man aldrig selv har set dem. “Caribou Island”er David Vanns debutbog men Gud, hvor jeg dog håber, at der meget snart kommer mange flere.

Read Full Post »

Hver gang jeg sidder i et Intercitylyntog, som jeg gør lige nu, og lytter til de rytmiske smæld fra skinnesammenføjningerne under mig, svajer fra side til side og lader blikket flyde hen, hvorend det gerne vil flyde, kommer jeg til at tænke på Anna, med efternavnet Karenina. At kigge ud af vinduet på landskabet, der flyver forbi, tiden, der på én gang står stille og samtidig farer afsted, åbner sanserne på en måde, så jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på, at hun aldrig har fandtes. Ikke som andet end en romanfigur i hvert fald. Omend en meget togrejsende romanfigur.

“Det fuldendte mesterværk” kaldte Dostovjevskij med god grund Lev Tolstoys “Anna Karenina” og romanen er ikke blot en klassiker, den bliver gang på gang udnævnt til at være den bedste roman, der nogen sinde er skrevet. Og det er den også. En af de bedste i hvert fald. I mine øjne er en klassiker noget, der vedbliver med at være moderne, og det er netop Annas fornemste kendetegn. Få bøger står mere dugfriske, sprøde og aktuelle end Tolstoys mesterværk fra 1877. Man skulle tro den var skrevet i går, og det er den på en måde også. Temaet er mere aktuelt end nogensinde (og mon ikke alle generationer har sagt det) en ung kvinde, godt gift og mor til en lille søn, forelsker sig i en anden og forlader sin familie. Hun træffer valget mellem tryghed og passion, men det ender med at være valget, der tager hende i stedet. Tolstoy fortæller så det er en fryd. Man ler, gyser, græder, krymper  og forelsker sig. Man lever med personerne og de bliver en del af én. Med sit sprog og skalpelskarpe psykologiske indsigt skræller han alle de forstyrrende lag bort, der altid omgiver mennesket, indtil kernen af det hele blottes. “Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid ulykkelig på sin egen måde” er den verdensberømte startsætning, der slår bogens tone an, men jeg vil straks hive det hele ned på mit eget utilstrækkelige niveau og sige: Mange gode bøger ligner hinanden, men denne fantastiske bog er fantastisk på sin helt egen måde.”

Read Full Post »

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft den vane, eller uvane om man vil, at jeg -ofte og helt ud af det blå- kommer til at længes ulideligt efter et sted. Længes så det trækker i hele kroppen på mig. Det er ofte de mest oplagte steder som en vindblæst top midt i de norske fjelde, en lille sidegadecafé i Paris eller kanten af en lille blå sø i de franske Alper. Men det kan også være et gadehjørne i Helsingør, en bestemt bænk i Hirtshals havn eller sågar bare den runde møllesten nede ved Lyngby bådfart. Med det sted jeg oftest og mest intenst længes efter er New York. Det store æble. Verdens hovedstad. Det er jeg ikke ene om. Jeg har en hel håndfuld venner, der som små lokalkendte taler om dineren på 89 og den park vi altid spiser frokost i. Men. Nu kan man jo ikke flyve og fare til New York i tide og utide, jeg kan i hvert fald ikke, og så må man jo ty til andre midler.

Paul Auster: Den litterære inkarnation af New York. Uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor, er den bog, jeg altid hiver ud af hans store bagkatalog “Brooklyn dårskab” Hvis man skal sige noget om Auster, og det skal man jo, er det svært at komme udenom, at hans bøger har en uheldig tendens til at handle om det samme. Det gør “Brooklyn dårskab” også, men uha, hvor den gør det godt. Den starter således: “Jeg ledte efter et tilfældigt sted at dø. En eller anden anbefalede Brooklyn, så den næste morgen tog jeg derned fra Westchester for at sondere terrænet. Jeg havde ikke været tilbage i seksoghalvtres år, og jeg kunne intet huske. Mine forældre var flyttet ud af byen da jeg var tre, men jeg vendte instinktivt tilbage til det kvarter hvor vi havde boet, kravlede hjem som en såret hund til mit fødested”.

Paul Auster er en stor forfatter. Ingen tvivl om det. Man føler sig hjemme i hans univers og bliver altid kongeligt underholdt. Brooklyn dårskab’ er ikke blot en typisk Auster-roman, det er også en typisk roman. Der er noget dejlig ‘gammeldags’ ved Austers romaner. De er ikke er bange for at fortælle en historie fra a-z, og de er ikke bange for at være romaner med stort ‘R’. Dette er svært forfriskende. Handlingen er, som oftest, skåret over det klassiske Auster-tema: manden, der har mistet alt, genfinder glæden ved livet gennem tilfældighedernes underfundige spil. Hovedpersonen Nathan Glass, der er tidligere forsikringsagent, har fået stillet diagnosen lungekræft og beslutter sig for at iscenesætte “En stille afslutning på sit triste og latterlige liv”. Men et tilfældigt møde med nevøen Tom Wood, den flamboyante homoseksuelle Harry, den smukke Marina og andre skæve eksistenser i og omkring Brooklyns Park Slope kvarter får ham på andre tanker. Præcis som vi allesammen kan trænge til engang imellem.

Read Full Post »

Enhver

Hvor er det forunderligt at støde på en forfatter, som gør noget magisk uden, man helt ved hvad det er. Som gør noget fortryllende ved sproget uden, man helt kan se, hvordan de gør det. Amerikanske Philip Roth er en af dem. Det er med overhængende fare for at fremstå som én, der kun læser tynde bøger om døden, at jeg i dag fremhæver Roths mesterværk “Enhver”. Men tro mig eller ej, det var et rent tilfælde, at det netop var den bog, jeg hev ud af bibliotekets hylde forleden, omend det, med denne blogs foreløbige tematiske tråd i baghovedet,  ikke kom stort bag på mig, da jeg læste første linje: “Rundt om graven på den forfaldne kirkegård stod et par af hans tidligere kolleger fra reklamebranchen i New York; de kunne huske hans energi og originalitet og fortalte hans datter Nancy at det havde været en fornøjelse at arbejde sammen med ham.” Ja, ja, hvad sindet er fuldt af, som man siger, og man må jo heller ikke glemme, at døden er en af livets helt store begivenheder.

Philip Roth har med denne bog beriget verden med endnu et gribende værk. “Alderdom er ikke en kamp; alderdom er en massakre” konkluderer den navnløse fortæller, en jødisk forretningsmand fra New York, der efter en frugtbar karriere og flere ulykkelige ægteskaber er flyttet ud til kysten for at male og pleje sit sygdomsramte legeme. Bogen starter ved hans begravelse, og med Roths sædvanlige træfsikre, men samtidig stilfærdige stil skriver han:  “Så var det forbi. Der var ikke nogen, der havde sagt noget usædvanligt. Fik de allesammen sagt det de havde at sige? Nej, det gjorde de ikke, og selvfølgelig gjorde de det”. Sådan. Elegant og ubesværet blotlægger han dødens kendsgerning og altovervældende natur i dette almenmenneskelige drama, hvis komposition slutter en smuk cirkel. Når man tænker over det, er døden jo på én gang en privat og en almenmenneskelig begivenhed, som kan inbefattes i både den store og den lille historie, og Roth favner dem begge. Da jeg havde læst denne bog til ende var jeg sikker på, at det ikke er en selv, der vælger de bøger man læser, det er altid, og jeg gentager, altid, bøgerne selv der vælger én. Og skal man vælges af nogen, så er Philip Roth bestemt ikke den værste.

Read Full Post »

I formiddags begav jeg mig ind til Holmens kirkegård på Østerbro for at finde den mindeplade for min farmor, der skulle være lagt ned i en græsplæne. Men da jeg gik rundt derinde og ledte efter det rette sted, blev jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt  det betød noget for mig at se den, fordi det betød noget for mig at se den, eller om det i virkeligheden mest var fordi, jeg gerne ville have, at det skulle betyde noget for mig at se den. Dybest set mener jeg ikke, at man skal prøve holde fast i det, der ikke kan fastholdes, men omvendt skal man aldrig undervurdere betydningen af et godt symbol. Spørgsmålet forblev dog ubesvaret, for jeg kunne slet ikke finde stenen. Min teori er, at den befandt sig et sted under fødderne på den gruppe turister eller kirkegårdsinteresserede, der stod i en flok og hørte en ivrig guide fortælle om kirkegårdens historie, og jeg fandt det trods alt en kende for anmasende at trænge ind blandt dem, ikke mindst mit alvorstunge ærinde taget i betragtning. Så jeg gik derfra med uforrettet sag, og syntes faktisk hele situationen var en smule ærgerlig indtil jeg gik ned af den smukke allé og følgende ord pludselig dukkede op i mit hovede: “men hvad skal det til for/ nu hvor syrenerne blomstrer/ og jeg underligt nok er ældre/ end min morfar nåede at blive/ så iført hans koksgrå jakkesæt/ går jeg en tur i den moderne verden/ hvis uforståelighed er banal/ sammenlignet med at krydse grænsen/ fra det selvfølgelige ved at være til/ til det mærkelige i ikke at være død”.

Ordene stammer fra Ulrik Thomsens seneste digtsamling “Rystet spejl”. Selvfølgelig gør de det. Det er en bog, man aldrig burde sætte ind i en reol, for den er så smuk. Dens sorte forside prydes af et spejl, hvor man – omend i sløret udgave – kan se sig selv i øjnene. “Rystet spejl” er Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år, og den lever op til alle forventninger og meget mere til. Hvert eneste digt er såre enkelt, men alligevel fuldstændig uudtømmeligt. Digtene handler om død og erindring, men de handler endnu mere om liv og det, der er ladt tilbage. Det er digte, man flytter ind i, indretter sig i, føler sig hjemme i og tager til sig fra første side. De puster liv i det døde, og viser det døde skær i alt det levende – og på en forunderlig måde står hvert enkelt digt klippefast i det ellers så vibrerende spændingsfelt mellem nærvær og fravær. Det var med Thomsen i hovedet, at jeg satte mig ind i min bil ved det nordisk inspirerede kapel, som jeg slet ikke vidste fandtes, og kørte hjem.

Read Full Post »

Older Posts »

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers

%d bloggers like this: