Svar på Helgas brev

Posted on by
Svar

Print”Nogle mennesker dør af det, som er uden for dem. Andre dør, fordi døden er i dem fra gammel tid og lukker sig indefra om deres årer. Alle dør de. Hver på sin måde. Nogle falder om på gulvet midt i en sætning. Andre siger fredeligt farvel i drømme. Slukker drømmen så, som når en film ikke længere kastes op på et lærred? Eller ændrer drømmene bare udtryk og får nyt lys og nye farver? Og er det på nogen måde noget, den drømmende bemærker? Min Unn er død. Hun døde i nat i sine drømme, uden nogen hos sig. Ære være hendes minde.”

Sikke en bog ”Svar på Helgas brev” er!  Et lille stykke komprimeret islandsk fortællekunst, når den er bedst. Men det er det meste Islandske litteratur nu, bedst altså. Det islandske driver nærmest ned af væggene på denne bog. Brevskriveren er en gammel fåreavler, der har levet hele sit liv i en afsides, vejrbidt del af Island. Han er gift med den ufrugtbare Unn, der ofte klemmer sig ind i klædeskabet og græder højlydt. Beskrivelserne af denne stakkels kvinde er så humoristiske, at man næsten skammer sig. Her på sine ældre dage skriver han et brev til sin elskede Helga: Kvinden han aldrig fik, men altid forblev forbundet med. “Deres lidenskabelige, men korte kærlighedsaffære skrives i brevet sammen med erindringsglimt fra et barsk liv tæt på naturen, ligesom pasningen af de højtelskede dyr poetisk smelter sammen med fortællerens erotiske længsel” som forlaget skriver.

”Svar på Helgas brev” er en anderledes, rørende, bevægende, kantet og til tider uimodståelig morsom beretning om den lidenskabelige kærlighed – og alle de hverken rigtige eller forkerte, men altid svære valg, den kan medføre. Særligt når den ikke retter sig mod den, den burde. En fin lille stjerne af en roman, der står med fødderne solidt plantet på de brede skuldre af den islandske litteraturarv.

Bergsveinn Birgisson, der er født i 1971, er mag. art. i litteraturvidenskab og ansat ved universitetet i Bergen. Han debuterede i 1992 med digtsamlingen ”Islændingen” og har siden udgivet to digtsamlinger og tre romaner. ”Svar på Helgas brev” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2012 og er solgt til udgivelse i flere lande.

Langsom tilblivelse og forsvindinger

Posted on by
1

IMAG0450Jeg har altid holdt mest af det helt særlige øjeblik, hvor ting begynder at tage form. Hvor man kan se et omrids, mærke, dufte, ruske, snuse og fornemme, hvordan noget kommer til at blive. Når det potentielle begynder at blive realiseret,  når overblikket indfinder sig, når så mange af puslespillets brikker falder på plads, at man kan begynder at kunne ane et motiv. Der er ikke noget bedre, end når man efter en lang vandring og hårdt opadgående klatretur kommer så højt op på bjerget, at man for første gang kan tage en pause, trække vejret dybt og skue alting lidt fra oven. Så begynder det at blive rigtig sjovt.

Min roman udkommer den 15. januar 2014 på forlaget Lindhardt og Ringhof og har fået titlen Hvor ingen kan nå mig. I sidste uge fik jeg tilsendt en lang række fine, fine forsideskitser fra grafikeren sammen med en mail om, hvor godt hun synes om bogen. Det gjorde mig så jublende glad, at jeg måtte løbe ud i parken og omfavne et træ med kinden mod barken og det hele. Jeg kan stadig næsten ikke være i min egen krop, så stort og spændende er det.

Så nu venter der mig en lang ventetid. Og hvad skal den bruges til andet, end at læse bøger? Bunken på mit sengebord er disse dage en sand gavebod af frydefuld forventning. Jeg har netop taget hul på Per Pettersons nye “Jeg nægter” som jeg tvinger mig selv til at læse så langsomt, at jeg får enhver nuance af nuancerne med. Og når den er færdig, kaster jeg mig over samme forfatters “Det er okay med mig” som hans danske forlægger beskriver som en art forløber til “Jeg nægter”. Så kan man også let og elegant hoppe uden om den store tomhed, der altid er når man er blevet færdig med en god bog.

forsvindingerh9788711382103[1]Endnu en stor læseoplevelse, jeg vil nævne nu, er “Forsvindinger” af Amity Gaige. Det er i sandhed en vidunderlig roman om et liv, der går skævt. Om en katastrofekurs, der ikke lader sig rette op og om, hvordan det går til, når de bedste intentioner giver det værste resultat. Vi møder Eric Schroder, der fra fængslet giver os beretningen om den uge, han var på flugt fra politiet med sin seksårige datter Meadow. Historien tager dog sit afsæt meget længere tilbage i tiden. Som barn flygter Erik fra Østtyskland alene med sin far. Den nye tilværelse han skal bygge op i USA giver ham en altoverskyggende trang til at lægge følelsen af fremmedhed fra sig. Denne trang til at være en anden, end han er, kaster ham ud på en glidebane af løgne, der blandt andet resulterer i, at han tager efternavnet Kennedy og opdigter en fiktiv amerikansk fødeby. I ”Forsvindinger” forsøger Eric at skabe sammenhæng i sin historie i et forsøg på at forstå – og måske endda forklare – sin livsbane og de valg, der har så katastrofale følger for hans tilværelse. Vi hører ikke blot om barndommen, flugten, adskillelsen fra moderen, men også det, for ham, lykkelige forhold til sin datters mor og smerten ved den efterfølgende skilsmisse. I centrum af roman står dog datteren Meadow og kærligheden til hende. Det er et stærkt portræt af et helt specielt far-datter-forhold, som skærer i hjertet. ”Forsvindinger” er en lynende intelligent og rørende bog om løgnens anatomi, om adskillelsens smerte og kærlighedens styrke. Man kommer til at holde så inderligt at hovedpersonen, og man forstår til fulde de forkerte valg han tager samtidig med, at man ikke forstår dem. Det er i skildringen af denne lyslevende og alt for menneskelige person, at Amity Geiges sande genistreg træder helt tydeligt frem.

Amerikanske Amity Geiges har skrevet tre romaner, ”Oh my darling”, ”The Folded World” og ”Forsvindinger”, der er oversat til fjorten sprog. Hun bor i Amherst, Massachusetts. Læs mere om forfatteren her: www.amitygaige.com

En udgivelseshistorie

Posted on by
1

IMAG0407-1[1]Efter et alt for langt vinterhi er det nu på tide at sætte lidt fut i bogbloggen igen. De sidste halvandet år har jeg på disse sider skrevet om bøger, bøger, bøger – og det vil jeg fortsætte med. Men for en stund vil jeg tillade mig at rette blikket mod en helt særlig bog, nemlig den, jeg selv har skrevet.

Lige meget, hvor ihærdigt jeg gransker hukommelsen, kan jeg ikke komme i tanke om, hvornår jeg begyndte at skrive på min roman. Men jeg ved én ting: Da jeg i år 2000 var på roadtrip i Californien med mine forældre og lillebror, blev jeg for første – men ikke sidste – gang helt og aldeles opslugt af Leo Tolstoys mesterværk Anna Karenina. I denne bogs skygge opfattede jeg kun sporadiske glimt af Santa Cruz hvide beachvolleybaner, Santa Barbaras futtende eltoge, Beverly Hills butikker, L.A´s dyne af smog og San Franciscos kølige havgus. Jeg læste. Og jeg tænkte. Og jeg læste igen. Jeg blev fuldstændig fortryllet af, at en bog med så mange år på bagen kan være så let og dugfrisk. Så aktuel. Så tindrende moderne. Og jeg tænkte, at det var et tema, som jeg også ville forsøge at skrive om (ingen sammenligning i øvrigt mellem The Master Himself og mig selv). Så det gjorde jeg. De vilde kaskader af tekst, der dengang flød ud af mig, som skidt fra en…ja, uøvet forfatterspire, er der meget lidt tilbage af i dag. For ikke at sige intet. Men i dag ligger der til gengæld en fortælling på bordet foran mig. Fortællingen om den unge kvinde Anna, der tager livtag med tilværelsen og slås så meget med det svære og umulige valg mellem tryghed og passion, kærlighed og lidenskab, at det ender med at være valget, der tager hende – og ikke omvendt.

For omtrend tre år siden sendte jeg første gang romanen til Gyldendals Forlag. Det blev starten på en lang og lærerig process, der tvang mig til at se min tekst i øjnene. Gjorde det klart, hvor uendelig langt der (kan være) fra det, man selv synes er en god og færdig tekst, til det, der rent faktisk er en god og færdig tekst. Arbejdet med min roman foldede sig ud som en stjernehimmel af små lysende indsigter, men det var også en ørkenvandring af skuffelser, der langsomt antog mere og mere groteske dimensioner.

3773765-egmont_t__t-brian_bergmannjpgFor to uger siden antog Lindhard og Ringhof så min roman. Jeg er blevet taget imod med åbne arme og venlige smil hele vejen ned af den lange gang, der munder ud i det store ur – som jeg altid stod og stirrede tryllebundet på, da jeg var lille. Og en helt ny verden har åbnet sig for mig. Eller også er det mig, der har åbnet mig mod en helt ny verden. Nu har jeg en kontrakt liggende på mit sengebord, som jeg kan række ud efter om natten, når jeg vågner og tror, at det hele bare var en god drøm. Det vidner serierne af blå mærker på mine overarme også om.

Nuvel, i januar 2014 udkommer så den roman, som jeg stadig ikke har fundet den helt rigtige titel til. Jeg ved, at den er derude et sted, jeg skal bare lige finde den. Der er fordampet cirka 20 kilo tungsind fra mit indre og jeg kan ikke gå uden at hoppe, tale uden at synge og jeg er bare så glad.

Så derfor kom dette indlæg slet ikke til at handle om noget som helst andet.

Døden fra Lübeck

Posted on by
Svar

Henrik_Nordbrandt_500191a”Det er mærkeligt, at man undertiden husker små ligegyldige detaljer, som f.eks. et par snørebånd der er gået op, mønsteret på et tæppe, den frastødende lugt af kombinationen af rugbrød, margarine og pålægschokolade og et strittende hår på hagen af en, der kalder sig Margrethe, mens det, der virkelig optog ens bevidsthed, det, der hele tiden var ved at gå i selvantændelse, er sunket så dybt ned, at det aldrig vil kunne graves op igen. Men stadig brænder!”

Kender I det, at man bladrer lidt i en bog, der har stået på reolen i mange år, og så ender med at dissekere den begejstret fra ende til anden for næsten ikke at kunne slippe den igen? Kender I det, at man genkalder sig episoder fra en bog, som var de fra ens eget liv? Kender I det, at man tit og ofte liiiige slår op i den for at genlæse en bestemt passage? Sådan slog Henrik Nordbrandts stærke erindringsbog ”Døden fra Lübeck” resolut sin store klo i mig. Jeg overgav mig helt og holdent til dens mange muntre og overbærende beretninger fra det, der på mange måder var en grusom barndom. Den lille Henrik kom til verden ved en vanskelig fødsel. Det var den nat engelske fly bombede Shellhuset, og han konstaterer i bogens begyndelse; ”Hvis det er rigtigt, blev jeg altså født uønsket, ved kejsersnit og med granatchok”.  Herefter fortælles der i et nærværende og underholdende sprog om en barndom i halvtredserne, om dengang han slog tænderne ud på en skolekammerat med en spade, om opslugende interesser, psykiske vanskeligheder, spiseforstyrrelser og indlæggelse på psykiatrisk afdeling på et tidspunkt, hvor den sekstenårige Henrik vejer 39 kg og – med en medpatients ord –ligner Døden fra Lübeck”.

Bogen er et lille stykke underholdende, rørende og barsk Danmarkshistorie, men samtidig en personlig beretning om en af landets absolut, absolut og absolut største, fineste og bedste digtere.

De små ting

Posted on by
Svar

de små ting”Sæt min mor hjalp min far i tøjet nede i stuen i stedet for soveværelset, og at det skræmte mig for eksempel at se min fars tynde, blege ben nøgne i det lokale, hvor han trøstede enker. Gardinerne var trukket for begge vinduer, og min mor havde ikke tændt nogen lampe, så de kæmpede deres kamp i det tynde lys, der kom ind i stuen fra randen om gardinerne. Jeg blev stående i døren ind fra køkkenet og så på dem. Det var en voldsom ydmygelse, min far var udsat for, og jeg stod afmægtig med mit behov for at genindsætte ham i sin værdighed. At min mor og jeg skulle brydes med at få ham i tøjet der i mørket, virkede fordækt og forfærdeligt. Og alligevel virkede tanken om at gå hen og trække gardinerne fra og lade det rå, svage lys vælte ned over dem værre, som om det mindste, vi trods alt kunne lade min far beholde, var muligheden for at falde fra hinanden i mørket.”

Meget apropos vejret udenfor vinduet slår selv forsiden af Paul Hardings roman ”De små ting” benene væk under én med sin snedækkede skønhed. Og den bliver ikke mindre slående, når man åbner bogen, hvor sproget (i store solide vinterstøvler) skrider sin selvsikre sejrsgang hen over hver eneste side. Man storfrydes over sætningerne, der slynger sig ind og ud mellem hinanden, væver skønhed og afmagt så virkningsfuldt frem, at man nærmest hypnotisk suges ind i dens univers. Man drages så meget ind i bogen, at man selv bliver til et af børnene, der sidder forskræmt henne i hjørnet af stuen, når deres far, Howard, får et af sine epileptiske anfald, bider sig i tungen og slår hovedet så hårdt ned i gulvet, at glassene rasler i skabet.

I historiens ramme kommer vi ind under huden på den gamle mand, George, der ligger på sit dødsleje og ser væggene svaje, vinduerne falde ud af rammerne og loftet styrte ned i store flager. Snart falder også skyerne ned over ham, fulgt af stjernerne, indtil den sorte nat svøber ham i sit klæde. George har brugt sit liv på at reparere ure, men nu er han endelig befriet for tidens tvang og kan i erindringen slutte sig til sin far, en epileptisk, omrejsende handelsmand, som han mistede forbindelsen med for halvfjerds år siden. Gennem drømmeagtige glimt gestaltes ikke bare én, men to og senere tre mænds generationers livshistorie i et sprog så poetisk og smukt, at man, som der så rigtigt står på bogens bagside: ”kun slipper en sætning, fordi man ved, at den næste lige så smukke venter.”

Paul Harding, der er født i 1967, er musiker og forfatter. Han bor i Boston. I 2010 fik han Pultzerprisen for ‘De små ting’ – som den første debutant i ti år.

”Nu og her” brevveksling mellem Paul Auster og J.M. Coetzee

Posted on by
Svar

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at læse denne brevveksling mellem to af den litterære himmels største giganter, og jeg blev ikke skuffet.

Paul Auster og J.M. Coetzee mødte hinanden ved et litterært arrangement i Australien og har hen over tre år ført en brevveksling på tværs af kontinenter, som de nu er så generøse at lade verden få lov at læse med i. Det er blevet til en ydmyg og særdeles interessant samling breve, der på respektfuld vis lader os få et indblik i forfatternes synspunkter og tanker om alt, lige fra anmeldelser til cykling og Israel-Palæstina konflikten. Naturligvis kommer de heller ikke udenom at udveksle synspunkter på nødvendigheden af at skrive, venskabets natur og hvad det er god litteratur kan og vil. Selv e-bøger bliver diskuteret. Der er tale om to analytiske og indsigtsfulde mastodonter, hvis reflekterende og anekdotiske tilgange til verden rundt om dem – og i dem – supplerer hinanden på fineste vis. Som stor fan af begge forfattere kunne jeg ikke sige mig fri for at håbe på et indblik i, hvem de to mennesker er bag deres skrift. Man får da også små fine glimt ind i Austers og Coetzees personlige liv, uden at det dog nogen sinde bliver privatiserende eller udleverende. Alt i alt er brevvekslingen en stor læseoplevelse, som både fans af de to forfattere og alle andre læseglade vil stryge igennem med henrykkelse. Hvem havde troet at Coetzee, en af verdens mest prisvindende forfattere ikke lader sig gå på af anmeldelser fordi han ved, han har en fast indtægt og et godt job at falde tilbage på?

Den amerikanske forfatter Paul Auster blev født i New Jersey i 1947. Auster prosadebuterede med erindringsbogen ”Opfindelsen af ensomhed” i 1980 og har skrevet den berømte ”New York Triologien” Hans forfatterskab er nu oversat til over 30 sprog.

John Michael Coetzee er født i 1940 i Sydafrika, Han er af afrikaanerfamilie, men opdraget i engelsksprogede skoler, uddannet som matematiker og lingvist i USA, fra 1971 litteraturforsker ved universitetet i Cape Town. Med denne bog vandt Coetzee i 1999 for anden gang Booker Prisen. Første gang var i 1983 med bogen Historien om Michael K. I 2003 modtog han Nobelprisen i Litteratur.

 

Og det er mig en glæde at præsentere: vinderen af årets debutantpris….!

Posted on by
Svar

Anne-Cathrine Riebnitzsky: “Den stjålne vej”

Som jurymedlem i Bogforums store debutantpris er det mig en ære her på bloggen at præsentere årets vinder: Anne-Cathrine Riebnitzsky: “Den stjålne vej”. Romanen er ikke blot vigtig og værdig læsning, den er også stærkt underholdende. Man efterlades med meget mere, end man havde før man gik i gang med at læse. Man bliver slet og ret et klogere og mere indsigtsfuldt menneske. Vi møder en række afghanske skæbner, der krydser hinanden med gadedrengen Javeed som bindeled.  Vi befinder os i tiden omkring krigen i efteråret 2008. En gruppe talebanere tager ingeniøren Khan og hans bedste ven og chauffør til fange. De vil slå Khan ihjel for at standse hans arbejde med etableringen af en asfaltvej mellem byerne Kandahar og Gereshk. Men Khan vil leve. Han allierer sig med Allah selv og udfordrer talebanerne med teologiske argumenter og sin store viden om Islam. Det lykkes ham langsomt at rokke ved talebanernes opfattelse af Islam og dermed deres syn på ham og hans skæbne. En anden af romanens nøglepersoner står for ét af de mest fascinerende kvindeskildringer jeg har læst i lange tider. Riebnitzskys portræt af den stærke Malika er simpelthen uafrysteligt. Hun er datter af en berømt mullah, og en moderne kvinde fanget i en traditionel verden. Hun leder i al hemmelighed læseundervisning for en række voksne afghanske kvinder i byen Gereshk, men hun varetager også kvindernes og børnenes interesser i andre sammenhænge. En dag finder hendes mands anden, og helt purunge hustru, drengen Javeed, der er blevet voldtaget af politiet. De to kvinder tager hånd om drengen og Malika tager kampen op mod byens korrupte betjente. “Den stjålne vej” er en stærk og tankevækkende beretning om at kæmpe med livet som indsats. Det er en fascinerende beretning om håb midt i håbløsheden, om at stå fast og tro på en sag, der er større end en selv.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er uddannet fra Forfatterskolen i 1998. hun  er uddannet sprogofficer i russisk i 2003 og har arbejdet på den danske ambassade i Moskva, skrevet artikler, boet og rejst i mere end 30 lande, tolket i ind- og udland og undervist i kommunikation og kulturforståelse. Udsendt til Helmand som kaptajn og senere som rådgiver for Udenrigsministeriet.